Haute couture

”Klæder skaber folk. Nøgne mennesker har en lille eller ingen indflydelse på samfundet.” Den sidste del af citatet er af Mark Twain, den første er ukendt, nogle mener det var Shakespeare. Klæder kan have indflydelse på, hvordan vi oplever og bedømmer hinanden, de påvirker vores tanker, adfærd og bevidsthed. Tøj, beklædningsgenstande er en smuk formidler, fysisk som symbolsk. Udgør en væsentlig faktor i kulturhistorien til forståelse af et lands og dets borgeres kultur og identitet.

”Den højere skrædderkunst og fremstilingen af personlige stile og tøj syet efter personlige mål og tilrettet kroppen.”

Beklædning i Vietnam kan være unik på en, for folk fra vestlige lande, usædvanlig måde, bl.a. fordi den samme beklædning kan anvendes af både mænd og kvinder. For kvinders vedkommende tit og ofte farverigt og mønstret og for nogle genstandes vedkommende, sensuelt på grænsen til sexet på en og samme tid. Samtidig med både praktisk og komfortabelt på en måde så det beskrives som det bedste alternativ til at være nøgen. Det skal opleves, for at man kan tro det.

Især to klædedragter skiller sig ud, både i den store Vietnamesiske historiske fortælling, for den besøgende i landet især visuelt. Begge anvendes af mænd og kvinder, samme funktion, primært at dække kroppen og være funktionel, og så lige så forskellige som uldsokker og nylonstrømper. Begge anvendes sammen med det, der må beskrives som Vietnams nationalhat, ”bladhatten” non la.

Ao dai og ao ba ba hedder de to dragter på vietnamesisk.

”Dækker alt, men skjuler intet.” siges det, især af mænd. Heldigvis kunne man fristes til at sige, når man ser de poetisk smukke vietnamesiske kvinder bære den traditionelle dragt ao dai. Ankellang kropsnær tunika fra hals til talje og løsthængende med høj slids fra taljen, lange ærmer og lange let flagrende bukser. Tilsammen kan det give indtryk af en gang så svævende som barndommens sommerfugle på sommerhimlen. Dragten bør reflektere den enkelte kvindens krop, de fleste ao dai er derfor naturligvis skræddersyede. Ao dai er ikke kun en beklædning, men også et fysisk og symbolsk udtryk på den vietnamesiske kvindes skønhed og yndefuldhed. Den lille trekant bar hud øverst i tunikaens slids siges at være det smukkeste sted på kjolen, det er pokkers svært at være uenig. Kjolens farver på den traditionelle ao dai er som et sprog, der taler til iagttageren, kan stadig fortælle om alder og status. Unge piger bærer ofte hvide ao dai som symbol på renhed, hvor den endnu ugifte unge kvinde bærer ao dai i bløde pastelfarver. medens ældre gifte kvinder anvender mørkere farver.

Det er uvist hvor de tidlige udgaver af en dragt, der er forløberen til nutidens, bliver kreeret. Det tidligste billede der findes af en lignende dragt, er på en af de berømte Dong Son bronzetrommer fra ca. 600 f.v.t. Nogle mener, den er inspireret af den kinesiske dragt cheongsam, som blev brugt under Qing dynastiet og andre at den er inspireret af den nordvietnamesiske dragt au tut han.

Ideen til den moderne dragt kommer ikke til verden i en systue, men i royale gemakker i 1700tallet i den sydlige del af Vietnam under Nguyendynastiet. Nguyen Phuc Khoat regerede 1738-1765 og ønskede at distancere sig fra rivalerne i det nordlige Trinhdynasti og skabe en personlig identitet for det der skulle blive det kommende kongehus i Vietnam. Det indebar at alle, fra 1744 skulle skifte tøj, mænd som kvinder. Inspirationen til Nguyendynastiets ao dai blev hentet hos Chamfolket i det der nu kaldes Midtvietnam, som en flot gestus til deres kultur.

De første ao dai var alt andet end kropsnære, tværtimod var den løsthængende med flere lag tøj. Den kropsnære udvikling kommer først med inspiration fra franskmændene i 1930erne, som underviser og inspirerer lokale kunstnere. Le Mur kaldte franskmændene Cat Thuong, kunstneren i Hanoi, uddannet på French Arts College of Indochina, som er den første der, om end dækket med stof, blotlægger kroppens former inspireret af vestlig mode. Med Cat Tung træder ao dai for alvor ind på den nationale catwalk og bliver for første gang set og brugt som en national klædedragt på vej ind i moderne tider.

1950erne bliver årene hvor designere som Tran Kim og Dung i storbyen Saigon skaber den ao dai, vi stadig ser i dag. Det kulminerer på den politiske scene i 1958. Politisk og endnu mere vovet da Tran Le Xuan – kendt som Madam Nhu - gift med Nho Dinh Nhu, politisk rådgiver for Sydvietnams præsiden Diem, bærer den, bl.a. da hun markedsfører sit New Woman Movement. Med hende bliver kjolen endnu mere feminin med åben hals og dekorationer, får derfor en del kritik, fordi den strider mod traditionerne.

Ao dai var og er oprindeligt en beklædning mest af alt udviklet og brugt i Sydvietnam, bliver et nationalt symbol. Det kommunistiske styre i nord er derfor splittet i sin tilgang til beklædningen. På den ene side et nationalt symbol som bl.a. indebærer at forhandleren for Viet Cong Nguyen Thi Binh bærer ao dai under Fredskonferencen i Paris for at vise sin fædrelandskærlighed. På den anden side et symbol på det vestlige og kapitalistiske dekadente liv i Saigon.

Det internationale gennembrud kommer for alvor i 1995, da Truong Quynh Mai deltager i Miss International Pageant og vinder prisen Best National Costume med sin ao dai.

Det kommer nok bag på de fleste at danskere også har brugt ao dai. Ligesom den har været anvendt af kongehuset i Vietnam, ja så har enkelte kvinder i det danske kongehus også gjort det. Under kongehusets officielle besøg i Vietnam i 2009 besøgte Dronning Margrethe den anerkendte designer Si Hoang, hvor hun under et længere besøg valgte stof til flere kjoler. To af dem blev båret af Kronprinsesse Mary og hun selv i forbindelse med fejringen af WWF Verdensnaturfonden Danmarks 40-års-jubilæum på Fredensborg Slot i 2012. Især Kronprinsesse Marys dragt var klassisk ao dai og klassisk Si Hoang med sin markante malerier på kjolen.

For mændenes vedkommende er deres ao dai ikke helt så kropsnær og det er primært kun ved højtider som bryllup, begravelser, det vietnamesiske nytår og i forskellige job som receptionister, tjenere etc. man ser ao dai blive brugt af mænd.

De forskellige kunstneres og ydre påvirkningers jævnlige tilpasninger af kjolen, har medført en stigende fokus på den smukke kjole og den får nu en opmærksomhed som noget nær aldrig før. Det kan både vietnamesere og vi som besøgende glæde os endog rigtig meget over.

Hvor ao dai har en, primært, aristokratisk baggrund, har ao ba ba en helt anden og mere folkelig oprindelse. Ao ba ba er langt mere anvendt og synlig i hverdagen, men fanger og suger slet ikke iagttagerens blik og opmærksomhed til sig på samme måde som ao dai.

Det gør den ikke mindre interessant at se og forstå.

Går de i søvne, eller hvad er det lige der foregår? Kvinder og mænd ses stadig i det, vi i den vestlige verden kalder pyjamas, det er det også i Vietnam og så alligevel ikke. Vietnamesere har ikke den samme tradition for at skifte til specielt nattøj, når natten falder på og sengetid nærmer sig. Er det rart at have på, så er det helt fint. Så nattøj er det ikke, ligner blot, det vi forstår ved det.

Ao ba ba hedder den på vietnamesisk, ”mini ao dai” kalder nogle den og ligheder er der i den grad også. Ao dai er kjolen der æstetisk og poetisk forener de vietnamesiske kvinder, ao ba ba forener de sydvietnamesiske kvinder, hvor den er opstået i landdistrikterne i Me Kong Deltaet. Lange bukser og langærmet halsløs skjorte til hoften med slidser i siderne, knapper på fronten og evt. to lommer i bunden af skjorten, hvad der ikke var oprindeligt.

Oprindelsen er ukendt, men en overlevering fortæller, at det var en handelsmand fra Me Kong Deltaet, som så den hos et lokalt folk i Malaysia, som bar en dragt kaldet ba ba. Handelsmanden bragte den med sig til landsbyen Cai Mon ved Ben Tre, hvor folk hurtigt begyndte at bruge den og kalde den ao ba ba.

Er som ao dai over tid blevet kropsnær og synliggør kroppens kurver, men slet ikke i samme attraktive omfang. De oprindelige var sort arbejdstøj, så snavs ikke var så synligt, behagelig at have på let at bruge og let at rengøre efter brug i rismarkerne. Bruges stadig væk ofte sammen med khan ran, et sort-hvid ternet 1,2 m langt og 40-50 cm bredt halstørklæde, som oprindeligt stammer fra Cambodia, der tidligere regerede i netop Me Kong Deltaet. Khan ran kan oversættes til ”stribet håndklæde”, et slags sjal også anvendt af begge køn fra alle sociale lag. Bruges også som våben i kampsport som Thanh Long og Tan Khanh Ba Tra til at binde og låse modstanderen. Kamp var der også under krigen mod amerikanerne, hvor sjalet blev en del af den taktiske kamp mellem de stridende parter.

Ao ba ba ses og bruges nu i hele Vietnam og er nu, mildest talt, blevet både farverig og spraglet. Ses anvendt overalt i let tilpassede udgaver, på markeder, i madboder, i parkerne, på kaffebarerne, bruges af gadesælgere og folk der shopper på markederne etc.

Dragten er om nogen beklædningsgenstand i Vietnam, ikke et modefænomen, langt mere i al sin ydmyghed, et symbol på en måde at leve livet. Som tilværelsen forandrer sig for vietnameserne, er ao ba ba den beklædningsgenstand, primært i de større byer, på vej til at blive et symbol på det liv der en gang var i Vietnam.