Hvalen i Vietnam
- Torben Folkmann

- Mar 23, 2021
- 3 min read
Langs kysten i det sydlige og centrale Vietnam ligger helt unikke templer og kirkegårde spredt som muslingeskaller på strandenes hvide sand. Alle hylder og tilbeder Ca Ong, som hvalen hedder på vietnamesisk, selve tilbedelsen kaldes Le Cung Ca Ong.
I fiskerlandsbyen Phuoc Hai i Sydvietnam f.eks. er der anlagt en kirkegård med det smukke navn Dinh Ong Nam Hai ”Palace of The South Sea God”. Stedet er blevet udvidet til 2000m2, for at give plads til et ukendte antal hvaler som lokale vurderer til at være ca. 450 begravet igennem årene. På gravstederne er der helt klassisk blomster, røgelsespinde og et lille skilt som fortæller, hvilken dag hvalen blev fundet død og hvem der fandt den. De døde hvaler findes enten drivende i havet, skyller op på strandene, eller bliver fanget i fiskernes net. Finderen påtager sig efter begravelsen at passe grav og bede til hvalen. Et nyt og større tempel er opført, tidligere blev hvalerne begravet inde i det gamle tempel, men pladsen blev for trang, ikke pga. hvalernes størrelse, men pga. antallet. Templet i Phuc Hai er nu Vietnams største tempel for hvaler og indrettet med foto, statuer, knogler og hvalskeletter. Ud over at fiskerne kommer i templet og beder, afholder de, som i mange andre hvaltempler, også en årlig festival kaldet Nghinh Ong Festival til ære for hvalerne.
Mange fiskere i det centrale og sydlige Vietnam anser stadig hvalen som et helligt dyr, som beskytter mod det vejr, der kan udfordre dem og deres båd og ydermere bringe dem held og lykke under fiskeriet. Hvalen tilbedes, levende som døde, af mange fiskere eller deres familie inden de tager af sted, for at de kan få en tryg sejlads.Traditionen med at tilbede hvaler menes at gå helt tilbage til Champafolket, som regerede i Midt- og Sydvietnam fra ca. det andet århundrede og frem til 1832. Champafolket mente, at hvaler repræsenterede havets gud, som beskyttede mennesker og skibe i fare på havet og sådan er det stadig århundreder efter.
Nguyen Duy Thieu, Journal of Culture Heritage, 2011.
Et andet eksempel ud af mange er Van Thuy Thu Temple på Ngu Ong Street, hvalgaden i den sydvietnamesiske kystby og fiskerihavn Phan Thiet, som er byens, og efter al sandsynlighed Vietnams, ældste hvaltempel. Den første bygning blev opført 1762, hvor området var en fiskelandsby kaldet Thuy Tu. Templet er også dedikeret til hvalen Ca Ong også kaldet Nam Hai og rummer utallige hvalskeletter, det ældste er anslås at være ca. 120 år gammelt fra en 22 m lang hval på ca. 65 ton. Som traditionen byder det, vender facaden på templet mod øst og vandet og taget dækket med Yin &Yan tagsten. Hovedalteret har tre statuer, naturligvis Nam Hai og så Thuy Long Than Phi ”Fruen der overvinder havet” og Thai Hieu Tien Su ”forfædrene”. Museet er endnu et fornemt eksempel på hvalens spirituelle betydning for befolkningen ved kysten, der begraver og tilbeder de hvaler der, af den ene eller anden grund, kommer i land hvert år. Templet og museet rummer desuden en del genstande, der beskriver Phan Thiets udvikling som fiskerby, samt en del genstande fra Nguyen-dynastiets tid som kongehus.
Netop Nguyendynastiets første konge kaldet Gia Long spiller også en rolle i tilbedelsen af det mægtige dyr. Ifølge overleveringerne bliver han reddet af en hval efter et uheld på havet og han giver hvalen titlen Nam Hai Tuong Quan eller Sydhavets General, hvorefter lokale begyndte at bygge templer til hvalens ære.
Hvaltempler og hvalkirkegårde er stort set overset af den globale turistradar og lever derfor deres eget lokale liv sammen med lokale fiskere, søfolk og andre der kommer i templerne. De eneste turister man ser i templerne eller på kirkegårdene, er stort set udelukkende lokale og vietnamesere på rejse. Stederne fremstår derfor rigtig meget som sig selv og man skal som fremmed besøgende ikke forvente, at tempelpasser eller andre taler, eller forstår engelsk, ligesom åbningstider ikke nødvendigvis bliver overholdt på klokkeslet. Som besøgende kan man få et rigtig fint indblik i hverdagen i og omkring et hvaltempel, i en århundrede gammel tradition og at vietnamesernes spirituelle liv og tænkning kan være rettet mod naturen og ikke som man normalt ser det, mod forfædre, historiske skikkelser, livsfilosoffer og guder. Det er i sig selv stærke argumenter for at opsøge hvaltempler og hvalkirkegårde på rejsen op langs Vietnams kyst..




Comments