Kokosriget i Me Kong Deltaet

Blot ca. 2 timers kørsel syd for Sydvietnams gigantiske metropol Saigon, i det lige så gigantiske Me Kong Delta, arealmæssigt på størrelse med Danmark, og man er i en helt, helt anden verden fysisk, følelsesmæssigt og mentalt. Fra beton, glas og asfalt til land, vand og natur. Her afløses metropolens boligblokke, skyskrabere, blinkende neonreklamer og heftige trafik af landsbyer, landboliger, landbrug og floder og kanaler, larm og hektiske liv afløses af landområdernes afdæmpede og rolige liv.

Alene turen ned i floddeltaet er en noget nær svimlende oplevelse og manifestation af, hvorfor området omtales som ”Vietnams spisekammer”. Uendelige områder med landbrugsområder med eksotiske frugter, palmer og sukkerrør, grønsager i noget nær ufattelige mængder og variationer giver en blændende indsigt i befolkningens hverdag i symbiose med jorden, floder og kanaler.

Her snubler superlativerne nærmest over hinanden, når palmen og området skal beskrives. Som f.eks. i den lokale sange hvor palmen sammenlignes med de lokale smukke kvinder og deres lange hår: ”Hvem står der som skyggen fra et kokostræ, med det lange sorte hår blafrende i vinden? Det gør Ben Tre`s kvinder.”.”

Træet er kokospalmen og området provinsen Ben Tre, pandekagefladt og smukt beliggende for enden af den ene af grenene af floden som har givet navn til floddeltaet. Gennemskåret og omgivet af ikke mindre end 4 bifloder og et utal af kanaler og andre vandløb som deler provinsen i de tre øer: Minh, Bao og An Hoa. Vandløb snor sig rundt i det grønne, grønne landskab som slanger og vandet, solen, varmen og det ekstremt næringsrige jord i monsunklimaet, skaber et mageløst fertilt område tætpakket med frugtplantager og frugthaver og rismarker, mange ejet af samme familie i generationer.

Afgrøden over dem alle er kokospalmen. Provinsens mest betydningsfulde plante og selve symbolet og brandet på Ben Tre, som uden sidestykke er det område i Vietnam, som har flest kokospalmer og producerer intet mindre end 40% af Vietnams kokosnødder.

På sanskrit hedder palmen kalpa vriksha, som oversættes til noget så flot som ”træet som giver alle livets nødvendigheder.” Andre omtaler træet som intet mindre end ”Livets Træ” og området som ”Kokosriget” eller ”Kokoslandet,” det er altså ikke hvilket som helst sted.

Kokospalmens betydning for lokalbefolkningen er også helt og aldeles uden sidestykke og sammenligning, fordi den giver arbejde, indtægter og mad på bordet i mængder af landbofamilier på grund af dens mangfoldige anvendelsesmuligheder.

Alt på en kokospalme kan og bliver anvendt, ja faktisk beskrives den som en af verdens mest nyttige træer, fordi stort set hver eneste del af palmen kan anvendes. Som byggemateriale til bygninger, tagdækning og broer, møbler og andet interiør, fremstilling af alverdens køkkengrej, brændstof i ovne og komfurer, kosmetik og folkemedicin, selv lettere berusende kokosvin kan der fremstilles.

Som leverandør til køkken, gryder og mave er kokosnødden uovertruffen, mon ikke de fleste har prøvet at spise det friske hvide frugtkød omgivet af en tynd brun hinde fra kokosnødden. Nødden indeholder kokosvand/juice, ikke kokosmælk, det kræver at det kridhvide kokosfrugtkød rives og presses og efterfølgende kan både kokosvand og kokosmælk anvendes i både det kolde og varme køkken, det revne frugtkød til kokosmel, ligesom kokosolie kan udvindes af nødden.

Kokosolien anvendes også til hud og hårpleje, den kan bruges til fremstilling af sæbe ligesom palmens blomst kan anvendes i traditionel medicin og generelt er kokos rig på gode vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Lokal slik er det søde punktum i anvendelsen af kokosnødden i provinsen. Keo dua heddet det på vietnamesisk, keo er slik og dua kokosnød og er kendt og elsket i hele Vietnam. Karameller på kokosmælk og rørsukker er klassikeren, men frugtkød og kokosmælken indgår i utallige kombinationer, eller er blot helt sig selv som tørret kokosnød.

En af de helt store oplevelser som aldrig er på de klassiske bådtures program, er besøg på virksomheder, som udvinder kokosfiber af nødden. Især i Ben Tre findes der stadig virksomheder, som arbejder helt traditionelt og uden hjælp af store nye maskiner og andre mekaniske processer, det er stadig benhårdt håndarbejde udført af lokale. Kokosfibrene udvindes og pakkes til videre bearbejdning, hvis ikke virksomhederne gør det selv, til fremstilling af tove, tæpper, måtter, børster, sække og materiale til tætning af både. Er et besøg muligt, bør det have høj prioritet, man skal blot huske, at det stort set ikke er muligt som et planlagt turistbesøg, men et respektfuldt besøg i virkeligheden hos mennesker der er på arbejde og tjener til livet.

Selve kokosskallen går heller ikke til spilde men bruges brændsel komfurer og ildsteder, eller laves til store skeer eller opøsere som både bruges lokalt og sælges som souvenir.

Navnet, - hvorfor kokosnød? Stammer fra de første Europæere, især portugiserne og spanierne, som i 1500tallet kaldte nødden for ”coco” efter et gammelt ord for hoved eller kranie og så er den i øvrigt ikke en nød, men en stenfrugt.

Ben Tre bør ubetinget opleves lige så roligt og langsomt, som det lokale liv er det ved bifloder og kanaler. Forudsætningen for oplevelser på vandet er en organiseret tur med en god og lokalkendt båd og lokalguide, spørg til turens detaljer, det er dem, der afgør det hele. Det optimale er en kombination af en lidt større båd, der sejler på bifloderne og mindre robåde der kommer ind i de små kanaler. Spørg efter de ”ikke autoriserede” små virksomheder og producenter af lokale produkter for at komme så tæt på både lokalbefolkning og virkelighed som muligt.

De smukkeste og mest indsigtsfulde oplevelser kommer helt af sig selv, hvis man bor og overnatter i floddeltaet og det ultimative overnatningssted, er det der på engelsk kaldes ”homestay.” Altså man indkvarteres mere eller mindre privat hos en familie, hvor man så bor, sover, tager på opdagelse og spiser, mange steder kan man ligefrem deltage i aftenens madlavning.

De mindre både er det ultimative transportmiddel på vandet. På landjorden er det cyklen og simpelt hen gåture ad små veje, men især helt små stier blandt beboelser og forbi små virksomheder, rismarker og frugthaver og plantager og især lokalbefolkning. Store smil og tilråb som ”Hello how are you, where do you come from?” er de nysgerrige hilsner, der fyger om ørene på en, det er som om Sydvietnams varme klima også smitter af på gæstfriheden. Pakket ind i dufte, lyde og nærvær er det en af de allerstørste oplevelser, his ikke den største man kan få, ikke kun i provinsen Ben Tre, men hele det store floddelta.