Respekt for risen

Som farverige klatter på et maleri var vietnamesere, primært kvinder, spredt ud i rismarkerne, hvor de langsomt malede, enkeltvis og i fællesskab, Vietnam grønt. Håbefuldt grønt med små sartgrønne spirede risplanter og med håbet om en god høst.

De overbøjede kvinder bevægede sig, som synkronsvømmere, med ansigtet mod jorden og ryggen mod himlen, igennem den mudder- og vandfyldte rismark med noget nær graciøse bevægelser. Erfarne og perfektionerede bevægelser igennem utallige års foroverbøjet arbejde.

Pakket ind i hat og maske mod solens stråler, farverige trøjer, bukser til knæene, bare ben og fødder, nogle i gummistøvler.

Når risen plantes i Vietnam, er det ikke kun visuelt på grænsen til det poetiske for iagttageren, også fuld af lyde. Lyden af mudder og vand når bare ben og støvler bevæger sig, lyden af råb og latter mellem de plantende kvinder. Tiden udnyttes uden spild, der tales og arbejdes, mest af alt arbejdes der, målrettet, velovervejet, struktureret.

Da kvinden kom tættere på os, talte min vietnamesiske ledsager med hende.

Hun så kun kort op, med kortfattede svar. Rejste sig kortvarigt op, tog sig til ryggen og strakte sig, når hun tænkte over spørgsmålet. Hendes svar forsvandt i vandspejlet, som de risplanter hun med utallige års erfaring placerede i vandet foran sig.

Hun huskede ikke længere, hvor mange år gange hun havde plantet ris i det samme bed, hvor mange afgrøder. Utallige timer, dage, uger, måneder, to gange om året. Stående, gående, arbejdende foroverbøjet i vand og mudder i et helt liv.

Hendes mand arbejdede, fortalte hun, ligesom hun gjorde. Hårdt arbejde, lige så hårdt som det produkt, der var målet for hendes anstrengelser, er silkeblødt. Kogte bløde ris, ris-nudler, rismel, rispapir, risvin.

”Det er min datter”, sagde hun, og pegede på en anden kvinde, et stykke nede i rismarken. Det var ikke til at se, masker og tøj gjorde dem ens. ”Vi hjælper hinanden”.

Kort før hun kom op af rismarken, trak hun ned i ansigtsmasken. Det var en ældre kvinde. Hun var så tæt på at jeg kunne høre hendes åndedræt, se hende i øjnene.

Fra det øjeblik, i de få sekunder vores øjne mødtes, fra det øjeblik var ris, for mig, ikke længere kun ris. For hende havde det ikke kun været ris længe, for hende var det livet. Føde, arbejde, penge. Havde været det hele livet. Det slog mig at på sproget Sanskrit hedder ris Dhanya ”opretholderen af menneskeheden”.

Risen kom fra nord, fra Kina, sammen med en højtudviklet kinesisk kultur som skulle vise sig både at berige og bekrige. Bredte sig, som en kostbar dug over et bord, ud i det store nordlige floddelta. En spire der, som ris-spiren, skulle vokse og udvikle sig. Som ris-bondens fodaftryk i mudderet, satte den kinesiske kultur uudslettelige spor i Vietnams historie.

Et af dem var den højtudviklede risdyrkningsmetode, som gjorde vietnamesisk landbrug mere effektivt med større udbytte. Vådriskultur kaldes den, med en cyklus som mennesket har sin. Vandet er risens forudsætning, som risen blev det for vietnamesernes opretholdelse af livet. Ris til risskåle og altid sultne maver, mættede, skabte arbejde og indtægt og blev et symbol på liv, land og folk.

Vådris yder i gavmilde mængder, men kræver en ret så overvældende arbejdsindsats som tak. Balancen mellem ris-bonde, ris og natur er hårfin. Sygdom i ris og voldsomme vejrlig kan være barske samarbejdspartnere i rismarken.

Måske var det her spiren til den vietnamesiske bamboospirit blev sået. I rismarkerne i nord.

”Hvert eneste riskorn fortjener at blive spist, som risbonden der dyrker marken, fortjener at blive respekteret”.

Goutham Peri

Fortællingen om vådriskulturen i Vietnam, har sin oprindelse i nord med den kinesisk fortælling og påvirkning fra 111 f.v.t. før vores tidsregning til 939 e.v.t. Med Vietnams ekspansion fra ca. år 1000 og frem til slutningen af 1600tallet breder den ris-dyrkende bondekultur sig fra floddeltaet i nord videre syd på. Ind i det smalle dyrkbare lavland mellem nord og syd, ind i fortællingen om det hinduistiske Champarige, som sammen med lokale stammer fortrænges under bevægelsen. Fortrænges mod syd, fortrænges mod vest.

I 1620erne ankommer vietnameserne under ledelse af Nguyen-dynastiet i syd, til det cambodianske område, floddeltaet Khmer Krom og byen Prei Nokor. Anlægger handelsstationen Sai Gon. Mødet og konfrontationen mellem vietnamesernes kinesiske påvirkede kultur og khmerernes indiske og hinduistiske påvirkede kultur er uundgåelig. Den tiltagende tilstrømning af vietnamesere bliver for overvældende og de overtager formelt by og floddelta i 1698. Det vi nu kender som Me Kong Deltaet, var ikke længere cambodiansk.

Bevægelsen mod syd og landets skabelse kaldes på vietnamesisk for ”nam tien”, marchen mod syd. Soldater og bønder, magt og menneske. Den tog sin tid, ca. 700 år, var berigende og smertefuld. Retningen havde sin egen logik. I øst spærrede havet, i vest spærrede bjergene, i nord mægtige Kina og flere bjerge. I det centrale lavland og i syd lå det forjættede frugtbare land. Geografien fik en afgørende hovedrolle i spillet om landets skabelse og udvikling.

Afslutningen bærer begyndelsen i sig, sådan blev det også i syd.

I 1858 ankommer franskmændene til landet, påbegynder deres erobringer mod nord, syd og ind i nabolandene Laos og Cambodia i vest. Etablerer jernbaner og telegraflinjer, anlægger veje og omlægger byer. Planter nye afgrøder som kaffebuske og gummitræer. Misbruger og udnytter. Organiserer, udvikler og strukturer på deres vej mod både nord og syd. Med Vietnam som hovedsæde etablerer de, over årene, Fransk Indokina i de tre lande.

Med franskmændene bliver det store floddelta, Me Kong Deltaet drænet og kanaler anlagt, ubeboede områder bliver beboede. Det store landbrugspotentiale skulle forløses som ånden i flasken. Produktionen mangedobledes, men for mange vietnamesere blev levevilkår ikke forløst og levestandard ikke fordoblet. Tværtimod, men frøet til en bedre fremtid var sået. Inden det kom så vidt, skulle en krig skille franskmænd og vietnamesere af for altid. 1. Indokinakrig 1946-1954.

Da den slutter i 1954, deles land og folk ved 17 breddegrad og dermed blev landbrug i to områder så forskellige som nat og dag. Den Demokratiske Republik i nord, med inspiration fra socialistiske ideologier i Kina og Sovjetunionen og Republikken Vietnam i syd med mere kapitalistisk inspiration fra især USA. I nord blev landbruget kollektiviseret og skulle imødekomme regeringens kvoter. I syd et kommercielt landbrug overvejende ejet af jordbesiddere.

Så kom krigen. Igen. Endnu en krig skulle martre det nu delte land og folk frem til 1975. 2. Indokinakrig, krigen med amerikanerne, vietnamkrigen, alt efter hvem man er. Vietnam er et land, ikke en krig, siger vietnameserne fuldt forståligt. En krig på kanten til at være så ubegribeligt ødelæggende, at det var svært at forstå, at landet nogensinde igen skulle blive et helt land. At folket nogensinde skulle blive et helt folk igen. Forlængelsen af krigen fra 1973 til 1975 var det endelige opgør mellem nord og syd og førte til landets samling. Som en af konsekvenserne blev landbruget i syd forsøgt kollektiviseret som i nord.

Ingen, kunne i deres deres vildeste fantasi forestille sig at Vietnam skal blive en af verdens førende producenter og eksportører af ris. Land og mennesker skulle igennem 11 år inden ånden blev sluppet løs.

”Doi moi” blev processen kaldt, da den kom til verden i 1986. Processen som skulle genrejse Vietnam og som en Fugl Føniks rejse sig og flyve endegyldigt ud af krigens og fattigdommens skygge og ind fremtiden. For landbrugets og ris-bøndernes vedkommende væk fra kooperativernes ineffektivitet.

Ånden blev sluppet løs. Entrepenørånden, iværksætterånden og det virkede. Det tog et par år inden den som et jetfly accelererede ud af den globale runway. Ris-produktionen steg til nye højder, nye afgrøder kom til. I 1993 kom en landbrugslov som liberaliserede landbruget yderligere. Bønderne fik rettigheder i forhold til den lejede jord. I 1998 blev den udvidet og flere fulgte. Succeser skal forfølges som guldmedaljer til Verdensmesterskaber. Guldmedaljer er det ikke blevet til, men mindre kan også gøre det. Vietnam er nu stort set konstant på eller tæt på, når de tre øverste pladser på podiet i global ris-produktion og ris-eksport skal placeres.

Risen har været og er fundament for livet, basiskost i dagens cyklus, morgen, middag, aften. På bordet i hverdagen og ved højtider, fødsler, bryllupper, begravelser. Et samlingspunkt og omdrejningspunkt for familiens liv. Rundt om skålen med dampende ris, midt på bordet, midt i familien, midt i kulturen.

Ikke kun omdrejningspunkt for hverdag, men også for livets store begivenheder. Sød ris serveres stadig i mange familier for mor og barn efter fødslen, for at takke Moderguden som beskytter mor og barn. Sød ris farvet rød med gacfrugt gives og serveres til bryllupper for at bringe lykke og harmoni til ægteskabet. Rissuppe gives til de døde ved begravelser, så de ikke sulter på den anden side af livet. Ris og riskager ofres på forfædrealtrene og på landet ses stadig gravsteder i rismarkerne.

Ris er ikke kun ris.

”Giv en mand en skål ris og du vil mætte ham en dag. Lær ham at dyrke ris og du vil redde hans liv”.

Confucius

Risen dyrkes primært i tre store historiske områder: Nord-deltaet med det ene af Vietnams to store vandfyldte floddeltaer: Den Røde Flods Delta som står for ca. 30% af den samlede produktion. Højlandsområdet nord og nordvest for Hanoi med de berømte og mageløse ris-terrasser op og ned ad bjergsiderne, står for ca 10% af den samlede produktion. Sidst, men i den grad ikke mindst, Syd-deltaet, med det andet af Vietnams to stor floddeltaer: Me Kong Deltaet som står for ca. 60% af den samlede produktion.

De to store floddeltaer beskrives og sammenlignes ofte med de to bambuskurve båret af en tværstang, kaldet hanh pho, som især kvinder bærer. Floddeltaerne som landets riskurve i det langstrakte og s-formede land.

Risens fortælling i Vietnam er årtusinde lang og fuld af de smukkeste myter, legender og folkelige fortællinger.

Der var engang to brødre som levede i familiens hus efter forældrenes død. Den ældste gifter sig og får børn og bor i den ene ende af huset, den yngre bor alene i den anden ende. Efter hver rishøst blev udbyttet delt mellem brødrene. Et år svigter høsten og den yngste bror, beslutter en nat at bære en del af sin ris over i sin brors lagerrum, så familien har ris nok. Den ældre bror tænker at hans bror er alene uden familie til at hjælpe ham. Så han beslutter at bære ris over broderens lager rum. Der mødes de og brister i gråd i glæde over at hjælpe og støtte hinanden. Deres tårer falder til gulvet hvor de bliver til riskorn, til søde ris kaldet ”gao nap”.

Gao nap anvendes til at lave den traditionsrige nytårskage banh trung af. Banh trung kom ikke alene til at afgøre et kongevalg, men blev og er, også den smukkeste hyldest til forfædre og familie.

Regeringstiden for Hung Vuong, sjette Hung Kejser, begyndte at rinde ud. Bekymret var han, for alderens ubønhørlige fremmarch og ikke mindst for arvefølgen. Der var nu ellers nok at vælge imellem til at overtage trone og magt. 21 sønner og prinser som ikke havde samme moder.

En kokkekonkurrence, besluttede den abdicerende konge, skulle afgøre magten i fremtiden. Den vindende ret skulle være værdig til at blive ofret på forfædrealteret, vise respekt og ærbødighed for forfædre og ældre. Kunne den det, ville den vindende søn få tildelt magt og trone.

20 af prinserne drog ud i alle fire verdenshjørner og til fjerne eksotiske egne. Den ypperste råvare til det ypperste måltid skulle findes, koste hvad det ville.

Den tilbageværende, nummer 21, som var nummer 18 i rækkefølgen, Lang Lieu blev tilbage. Han havde mistet sin mor som ung, levede ensomt og uden værdier. Manglen på penge gjorde han ikke kunne rejse ud som de 20 andre.

Heldigvis da.

Hjælpen kom til Lang Lieu om natten, i hans drømme. En guddommelig fe kom til ham og viste ham at lave to kager. Begge lavet på sød ris. Den ene var rund og feen kaldte den Banh Day, symbol på den himmel vi lever under. Den anden var firkantet og også fyldt med bønnemos og kød. Feen kaldte den Banh Chung, symbol på den jord vi lever på.

Himlen, Jorden og mennesket…. og så blev konkurrencen afgjort en smuk forårsdag. Foråret, budbringeren om at en ny tid er på vej.

Kejseren lyttede, smagte på overdådige retter og valgte og Lang Lieu til den nye og syvende Hung Kejser.

Produktet er det samme, ris. Forskellen er defineret af geografi og klima, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, fra subtropisk til tropisk. Forskel i spiring, plantning og høst. Forskel i økonomi.

Som enæggede tvillinger har rismarkerne det til fælles, at de skal pløjes, planeres og fyldes med vand, små volde som holder på rismarkens vand vedligeholdes, vandet reguleres som tidevand, gødes og sprøjtes, luges for ukrudt og utøj. Risen skal høstes og bearbejdes. Dyr lever i rismarkens cyklus, kan de spises, bliver de det.

Forskellen er markant. Som køretøjer finder vej til motorveje, finder maskiner i stigende omfang vej ned i rismarken,

I bjergrige områder i nord og Nord- og store dele af Midtvietnam forgår størstedelen af arbejdet stadig manuelt, mennesket udfører arbejdet.

Riskornet udblødes inden det, beskyttet af plastik som en lun vinterjakke, spires i spirebede. Ca. 15 cm lang forlader spiren barndommens land og begiver sig ud i verden, ud i rismarkerne til de stærke vietnamesiske kvinder. Plantes ud og vokser sig stor ca. 50 cm. Skifter, som en kamæleon, farve fra sartgrøn til gylden på 90-100 dage. Fuldender, under høsten, en cirkel i cyklussen i i de nu tørlagte rismarker. Også i høsten befinder Nordvietnam sig i grænselandet mellem menneske og maskine.

I syd er klimaet den generøse samarbejdspartner som skaber de bedst mulige arbejdsvilkår for risbonde, ris og rismark. Kulde er ingen trussel, spiring og spirebede ikke nødvendige. Riskornene drysses, som stjernestøv på nattehimlen, ud over rismarkerne.

Maskiner har afløst mennesker og smertende rygge. Maskinerne kørte ned i markerne under amerikanernes ophold, ikke i rismarkerne, men i Sydvietnam 1954-1973. Traktorer, høstmaskiner, maskiner til at afskalle og polere risen, vandpumper. Nye rissorter, vækstfremmere og ukrudtbekæmpere fulgte med og er der stadig.

Riskornet er stadig det samme. Lige så enkelt et produkt som dets fortælling er kompleks. Kompleks som mangfoldigheden af anvendelsesmuligheder.

Nødvendigheden, sultens enkelhed, gjorde risen mangfoldig. Alt på planten udnyttes med samme effektivitet som leverancer på en dansk genbrugsplads i provinsen, intet går til spilde.

Roden pløjes ned, strået brændes og pløjes ned, mætter husdyr, risskaller er brændsel i ildsteder og ovne, riskornet spises, males til mel og brændes til alkohol.

Risen er fast rejseledsager i Vietnam, fra det nord til syd, uanset årstid. Overordnet er der tre afgrøder eller sæsoner om man vil. De to vigtigste er He-Thu sommer/efterår og Dong-Xuan/vinter-forår og Mua/monsunen.

Som på en karrierestige har risen navn efter dens aktuelle status, inden den er høstet kaldes den Lua, efter høsten gao og tilberedt kaldes den com.

At ris kræver hårdt arbejde at dyrke, skyldes, ifølge en folkelig legende, en gulvvask. Oprindeligt, ifølge legenden kom risen til hjemmene fra Himlen, som en stor bold. Inden den ankom skulle huset gøres rent og gulve vaskes, så risen kunne modtages som en hædersgæst. Et år nåede en kvinde ikke at vaske gulvet færdigt og ramte risbolden, så den splintrede i små riskorn, med det resultat at vietnameserne siden da har måtte dyrke risen i vandfyldte marker.

Som den ældre kvinde og hendes datter i rismarken i Nordvietnam. For dem er myten er ikke kun en stemme fra fortiden, den er benhårdt arbejde.