Respekt for ældre og forfædre

”Der har jeg rod, derfra min verden går”. Det lille uddrag er fra sangen ”I Danmark er jeg født” af H.C. Andersen. ”Rod”, i det her tilfælde naturligvis en metafor brugt til at beskrive hvor man kommer fra, hører til i verden og livet. I et land, en kultur, i traditioner, i en familie, en måde at udtrykke hvad det vil sige at høre til som menneske.

”Livet som et vævet tæppe, mennesket en tråd”. Et andet lille uddrag, er fra Lars Lilholts sang ”Alting er forbundet”. At man som menneske er en af de tråde, som sammen med andre skaber en smuk helhed, vi er hinandens forudsætninger i verden og livet, i et land, en kultur, i traditioner, i en familie. K.E. Løgstrup berører det samme tema i Den Etiske Fordring: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd.”

Jeg kommer tit til at tænke på det, når jeg bliver inviteret ind i det smukke familieunivers i Vietnam. Skal jeg pege på en ting, som jeg mener, det er helt og aldeles afgørende at have forståelse for i den vietnamesiske kultur, så er det ubetinget den vietnamesiske familiekultur. Her er, om nogen steder, alting forbundet og de enkelte familiemedlemmer som tråde vævet ind i hinanden i det smukkeste tæppe, hvor de livet igennem bærer hinandens og familiens liv i hænderne.

Vietnamesernes værdigrundlag, som menneske, familie, nation, er skabt af utallige forskelligartede tråde, som tilsammen skaber en helhed og fundament for deres liv.

Væsentlige værdier fra årtusinde gamle livsfilosofier er stadig grundlæggende for de fleste vietnamesiske familier, hvor rødderne stikker dybt i familietraditionerne Elementer fra konfucianismen, buddhismen og taoismen er stadig med til at knytte stærke bånd mellem de enkelte individer og familien.

Xiao hedder den på kinesisk, konfucianismen er fra Kina, dyden som beskriver respekten for forældre og forfædre og som er beskrevet i klassikeren Xiaojing, ”Dydernes Bog”. En af hjørnestenene i konfucianismen er familien, som udgør den politiske enhed og ikke det enkelte individ, som vi kender til det i vores del af verden. Anbefaler et samfund som er organiseret i hierakier, i både store og små forhold, parforhold, familie, samfund, så det enkelte menneske finder og kender sin plads.

Helt lavpraktisk, på det følelsesmæssige plan, betyder det for den unge vietnameser at man skal være god mod sine forældre og bedsteforældre, men også familien som helhed. Udvise omsorg og kærlighed, støtte og hjælp, medvirke til at både familie- og søskendesammenholdet er og forbliver stærkt, støtte og hjælpe hinanden i hverdagen. Set i en asiatisk kontekst er det også vigtigt at man agerer loyalt udadtil på en måde så familien ikke taber ansigt og mister omdømme, man skal kende, forstå og respektere sine rødder.

”Mot giot mau dau hon au nuoc la – blod er tykkere end vand”

Vietnamesisk ordsprog.

Generationernes arbejdsfordeling er stadig udbredt, hvor manden i huset i den sidste ende træffer beslutninger i interne familiære, sociale og økonomiske forhold. Kvinden er ansvarlig for husholdning og familiens mere følelsesmæssige trivsel, bedsteforældre udfylder ofte rollen som børnepassere og kan med deres livserfaring ofte være rådgivere i livets spørgsmål. En af sønnerne bliver i hjemmet, har sin plads i hierakiet og som forældrene tog, og tager, sig af børn og børnebarn, varetager han ansvaret for forældre og bedsteforældre i deres alderdom.

”Hvor gammel er du?” er et spørgsmål så direkte til den besøgende gæst, som det næsten kan blive. Ofte bliver det stillet lidt ad omveje, for at vietnameserne kan få placeret en i hierakiet og det handler kun om en ting: Respekt for det ældre menneskes visdom, respekt for deres livserfaring, deres dannelse og indsigt i livet. Respekt for deres funktion som forældre og bedsteforældre, for at have født, opvokset børn og børnebørn. For at have gennemlevet krig og perioder med sult. Ældre familiemedlemmer er den ubestridte top i hierakiet af familiemedlemmer og forskellige tiltaler bruges for at vise de ældre respekt.

Familiens bånd er også, ifølge konfucianismen, stærke efter livets afslutning, ja nogle vil sige livets fortsættelse i en anden kontekst. Sjælen lever videre og kan vende tilbage til familien for at blive tilbedt og brugt som rådgiver. Ærbødighed over for og tilbedelse af forfædre, er en af de helt centrale værdier i konfucianismen. Det finder sted både i hverdagen, men især i forbindelse med familiens og samfundets højtidelige lejligheder, hvor man beder til og for afdøde familiemedlemmer, ofrer blomster, frugt, mad, votivpapir, brænder røgelsespinde og sandeltræ til ære for de afdøde.

Forfædrealtret er hjemmets smukkeste og ultimative symbol og det fysiske sted for at vise respekt for, tilbede og mindes forfædrene, men også stedet hvor familien og de enkelte medlemmer rådfører sig med forfædrene. Det kan være stort eller lille, storslået eller enkelt udformet, altid placeret på et højt, rent og centralt sted i huset og på et, for familien, respektfuldt sted. Indretningen kan variere, men vil typisk være med et billede af den eller de afdøde, en til tre skåle til røgelsespinde, to vaser til blomster, to smukke tallerkner til offergaver til den eller de afdøde, en lille bakke med tekande og tekopper og en flaske vin.

På årsdagen for hvor den afdøde gik bort, samles man i familien og mindes den afdøde foran familiealteret, spiser, beder og erindrer den afdøde sammen. I månekalenderens nytår vender forfædrenes sjæle hjem til fællesskabet omkring forfædrealtret, ligesom den enkelte og familien henvender sig til dem på ny- og fuldmånedage, når unge skal giftes foran alteret og når nye små familiemedlemmer kommer til verden.

”At glemme sine forfædre er som at være en bæk uden en kilde, et træ uden en rod”.

Kinesisk ordsprog.

Forandringens vinde blæser i Vietnam. Blæsten kommer fra Vesten og rammer de unge med både modvind og medvind i ryggen og i ansigtet.

Vietnams unge generationer født efter Saigons fald og landets samling i 1975 udgør størstedelen af landets befolkning. De er ikke alene i gang med at skabe deres egen og kommende familiers nye identitet, de er også i gang med at skabe Vietnams nye identitet. De rejser ud i verden, studerer og oplever andre kulturer, hvor de oplever ikke asiatiske familiemønstre og bringer vestens individualitet ind i de traditionelle familiemønstre.

Vietnameserne gør begge dele. Bygger læhegn for at beskytte familien, forfædrene, fællesskabet og vindmøller der opfanger forandringens vinde og bringer samfund og borger og dermed også familien ind i fremtiden, vinde der blæser kraftigt og vinde der blæser svagt. Midt i vinden står Vietnam og vietnameserne på traditionens og fornyelsens to ben, - også i familien.