Dragebroen

”Gammel kærlighed ruster ikke.” siger et gammelt ordsprog. Det gør broen Cau Long Bien over Den Røde Flod i hovedstaden Hanoi nu alligevel, også kendt som ”Dragebroen” eller Long Bien Bridge, long betyder drage. Broen bringer ikke kun mennesker, toge, cykler, cycloer og motorcykler over Den Røde Flod. Den bringer også minder og erindringer, stolthed, billeder på at overmagt kan overvindes, at man igen og igen kan rejse sig efter modgang. En fremmed bro som i kraft af fortælling og begivenheder bliver et symbol på både Hanoi og Vietnam, stærk mentalitet og stærke følelser materialiseret i et bygningsværk.

Strækker sig som en drage mellem distrikterne Hoan Kiem og Long Bien. Forbinder fysisk Den Røde Flods to bredder, men også fortid og nutid med sin smukke og dramatiske historie.

”No, I would not want to live in a world without dragons, as I would not want to live in a world without magic, for that is a world without mystery, and that is a world without faith.”

R.A. Silver, Streams of Silver.

Bygget af det parisiske firma Dayde & Pille 1899-1902 – nej, Gustav Eiffel var heller ikke involveret i det her byggeri - efter en arkitektkonkurrence mellem datidens mest ledende tegnestuer. Den 1680 m. lange bro, 2290 m. med tilkørselsramperne, og opført af mere end 3000 vietnamesiske arbejdere under ledelse af franskmænd, var ved indvielsen, med sine 19 spæn og 20 betonpiller, den længste bro i Indokina og den første stålbro over Den Røde Flod. Intet mindre end 6,2 millioner franc kostede den, stålet var fra Frankrig, alle andre materialer siges at være hentet forskellige steder i Vietnam.

De første 20 år var der kun adgang for gående, cykler og toge på den smalle bro, alle andre måtte tage den stadig eksisterende færge, men i 1924 udvides den med to vejbaner, som gav biler adgang og smalle fortove blev anlagt til gående. Broen er nu vendt tilbage sit oprindelige jeg, firehjulede er igen forbudte, motorcykler har mere eller mindre udkonkurreret cyklerne, togene kører, ikke nødvendigvis til tiden, men de kører, så alt er, som det skal være.

Hed oprindeligt Poul Doumer Bridge efter Generalguvernøren over Fransk Indokina, som sammen med den daværende Kong Thanh Thai 2-2-1902 kørte fra Hanois banegård og ud til broen for at indvie den, så det første tog kunne passere 28-02-1902, men officielt kørte de nu først i 1903. Poul Doumer havde om nogen, set betydningen af at mennesker og varer skulle kunne fragtes frem og tilbage mellem byen og det frugtbare floddelta, men ville måske også have et monument over sin tid. Broen var en ikke uvæsentlig brik i anlæggelsen af jernbanen der skulle strække sig til Yunnan i Kina og havnebyen Hai Phong ved Det Sydkinesiske Hav og senere indgå i strækningen fra Nordvietnam til Sydvietnam. Indiskutabelt en forbedring af infrastruktur til udbredelse af kolonimagten. Men hvorfor så smal og ingen plads til køretøjer? Nogle historikere vurderer, at symbolværdien for franskmændene var lige så vigtig som funktionen. ”Vi er her og vi er kommet for at blive,” sådan skulle det ikke gå. Ironisk, kan man også sige, blev den franske bro også symbolet på modstanden mod amerikanerne under 2. Indokinakrig.

”To me, the Long Bien Bridge is the most beautiful and most romantic of all bridges. Its architecture is unique. It is dragon-shaped.”

Vu Van Thin.

De to indokinakrige, den første mod franskmændene og den anden mod amerikanerne, får afgørende betydning for broens symbolværdi.

Broen får betydning for leverancer til tropperne i det berømte sidste og afgørende slag mod franskmændene i bjergene ved Dien Bin Phu og den 9-10-1954 forlader de sidste franske soldater Hanoi via broen. Både den og jernbanen til Hai Phong blev brugt til evakuering af tropper og civile franskmænd fra hovedstaden. Dagen efter får den sit nuværende navn igen.

Amerikanernes bombardementer i Vietnam gør at der i 1965 etableres antiluftskyts på broen i forbindelse med amerikanernes Operation Rolling Thunder” og i de følgende 2 år beskadiges den flere gange under amerikanernes angreb.

Frem til 1967 lykkes det at holde broen åben på trods af bombernes ødelæggelser, men i august 1967 er skaderne i de midterste sektioner så store, at broen lukkes i de følgende 8 måneder. En pontonbro til brug om natten etableres som erstatning.

Igen i 1972 under ”Operation Linebacker” fra maj til oktober ødelægges broen, så den endnu en gang lukkes og endnu en gang erstattes af en pontonbro.

Det anslås at den blev bombet 14 gange under krigen mod amerikanerne hvor den efterfølgende repareres med russisk stål. Togdriften genoptages i 1973 med 50% af den oprindelige struktur intakt. Sådan er det stadig

”A work of art in the shape of a dragon undulating across The Red River.”

Vu Manh Ha, deputy director of the National Museum of Vietnamese History.

Dragen er et af Vietnams fire hellige dyr sammen med Føniksfuglen, Enhjørningen og Skildpadden. Anses for at være førerdyret i deres indbyrdes hierarki og et af 12 dyr i zodiacen, som den vietnamesiske cyklus består af.

Oprindeligt er dragen knyttet til elementet vand og især populær i befolkningen som anser ni drager, som skaberne af regn der kan vande rismarkerne og en af formålene med dragedans, var dybest set også at den fungerede som regndans. Billeder og figurer af drager optræder også på Dong Son trommer, hvor man brugte dem til at bede til regn, skyer, torden og lyn.

Vietnams mytologiske skabelse er også knyttet til en smuk fortælling som indeholder drager og vand. Lac Long Quan, Drageherren af Lac får hundrede børn med feen Ao Co inden de skilles og han går til havet og hun op i bjergene: ”Jeg er af natur en drage i vandet, du en fe fra bjergene. Vores vaner og skikke er forskellige. Vi må skilles for at leve hver for sig. Halvdelen af vores børn går med mig til havet, halvdelen med dig til bjergene. Støder vi på modgang, vil vi hjælpe hinanden.”

Som sønnerne blev udklækket af æggene, blev legenden formuleret i ordsproget: ”Con rong, chau Tien – børn af drager, børn af udødelige vismænd.”

Hanois næststørste marked efter Dong Xuan, stort set ukendt og så er det lige under fødderne på en, når man betræder Long Bien Broens ramponerede fliser. Long Bien Market, i distriktet Hoan Kiem, lige under broen, dens silhuet og karismatiske profil. Åbningstiderne pleaser på ingen måde den besøgende, bevares det er åbent i dagtimerne, men de mest forrygende oplevelser er altså midt på natten og tidligt på morgenen, hvor markedet er en vidunderlig heksekedel af aktiviteter, farve, dufte, lyde og nattens neonlys afløses af dagslyset. Som en flod af mennesker og køretøjer er gaden Yen Phu pipeline ind og ud af engrosmarkedets intense atmosfære. Det er her, man kan deltage i en af byens smukkeste scener, ikke som teatrets iagttager fra stolerækkernes trygge sæder, men inde på selve scenen. Inde blandt boder, inde i de smalle gader der flyder gennem markedet som blodårer puffende, masende, skubbende råbende mennesker, indkøbere, opkøbere, gadehandlende og restauratører, trækvogne, lastbiler og dyttende motorcykler, frugter, grønsager, fisk og kød i ubegribelig svimlende mængder og omfang. Noget nær det nærmeste man kommer et marked på steroider og det er i det her tilfælde meget, meget positivt ment.

Long Bien er ikke blot endnu et vietnamesisk marked og ikke blot endnu en vietnamesisk bro. En tur over broen, hele vejen frem og tilbage, se og mærk livet på broen, udsigten over by flod og flodbredder, livet på floden. Bliv opslugt af menneskemængder og boder både udenfor og inde på markedet, ja selv på broen og gør det i de gyldne og magiske timer lige før og efter solopgang og afsæt rigtig, rigtig god tid.

”The night, the night passing under the bridge, I have a date to come back tomorrow..”

Nguyen Thanh, poet.