top of page

Saigon - Cholon

  • Writer: Torben Folkmann
    Torben Folkmann
  • Mar 26, 2021
  • 6 min read

Cholon ”Det store marked”, eller Chinatown er de to navne, som bruges i flæng og lidt upræcist, når man taler om området, som breder sig ud i distrikterne, 5-6-10 og 11, med størstedelen i distrikt 5.


Grudlagt helt tilbage i slutningen af 1700tallet som Tai-Ngon af tilflyttende kinesere og sammen med Distrikt 1, hvor Saigon er grundagt, området i byen med den længste kendte historie. Endnu en, by i byen med sin helt egen personlighed og karaktertræk. Som navnet siger, især med kinesiske rødder nu mere af navn end som fysisk synligt. Til gengæld er der, spredt ud i distrikterne, bygninger, markeder og gader hvor fortællingen kappes med arkitekturen om at være den største attraktion. Fortællingen er mere end kun en kinesisk fortælling, det vil være alt for forenklet, de kom fra vidt forskellige områder Fujian, Guangzhou, Hainan, Teochew etc. med forskellige baggrunde og fortællinger som prægede bygningerne de opførte.


Myndighedernes ubarmhjertige ”knytnæve” har hamret på området, som tiden under krigen mod amerikanerne gjorde det. Fjernet meget af det oprindelige, kørt nye bygninger og vejanlæg i stilling til fremtiden. Området er, på trods af det, stadig intenst fascinerende og anderledes end de andre distrikter.


Mange vil sige det er områdets signatur og brand, Binh Tay, områdets store marked. Det er med som med brændingen i Det Sydkinesiske Hav. Hvor slutter havet og hvor starter stranden, begge dele er hele tiden i bevægelse. Sådan er det store marked og omgivelserne i D6 også. Kaldes også Cholon Moi ”det nye marked”, fordi det afløste et tidligere. Selve den fysiske ramme er en gigantisk to-etages bygning grundlagt af ”The King of Rice”, Guoyan kendt som Quach Dam. En kinesisk handelsmand, oprindeligt fra fattige kår, startede med at sortere affald, men skabte en formue på handel med ris fra det frugtbare Me Kong Delta. En del af formuen blev brugt på at få Binh Tay opført. Bygget 1926-1930 i asiatisk stil med elementer af vestlig påvirkning og en drøm som Quach Dam ikke ser fuldendt, da han dør i 1927. Konstant i bevægelse og solidt forankret på samme tid. Markedet fungerer primært som engrosmarked for andre handlende fra hele byen, det ultimative tidspunkt for besøg er altså først på morgenen og tidlig formiddag. Her kulminerer det organiserede kaos og den uendelige strøm af alverdens køretøjer, som bringer en lige så uendelig strøm af varer ind og ud af den nu renoverede karakteristiske bygning. Den visuelle oplevelse kappes med duft- og lydbilledet om at give de største oplevelser og er man blevet bare et minimum afhængig af den slags markeder, er tidspunktet mellem 6.00-9.00 på Binh Tay lidt lige som at komme hjem. Om man er mest til det udendørs eller indendørs marked, er et spørgsmål om temperament, begge områder har hver deres peronlighed. Uanset hvad, spillereglen for besøgende er her lige som på andre lokale markeder. Vi er gæster på besøg, blandt mennesker for hvem det er benhård hverdag, stedet er ikke en souvenirbod for turister, det er en arbejdsplads.


Cholon er en heldagsoplevelse, minimum. Man kan naturligvis power- og fotoshoppe i udbuddet af oplevelser, vælge enkelte steder ud, bruge lidt tid og forlade området igen. Med risiko for at miste nogle af områdets og hverdagens største oplevelser.


Skal det opleves, bør det primært være til fods, de fleste steder er relativ tæt på hinanden, gaderne er overalt. Gåturens detaljer en oplevelse i sig selv, mennesker, stemninger, atmosfærer, dufte, lyde bliver langt mere nærværende. Ligesom tiden, fornemmelsen af en døgncyklus.

Cholon er hektisk og kræver sine pauser. Start med en af dem, start tidligt. Spis vietnamesisk-kinesisk morgenmad i området, udbuddet er grænseløst på markedet, på fortovet, i gyderne. Sip en caphe sua den da fra et højt glas på en lav plastikstol.


Iagttag og oplev.

Binh Tay er for både lokale og besøgende det naturlige omdrejningspunkt og udgangspunkt for oplevelser i området. Stedet at starte inden man begiver sig ud i de oprindelige gader, butikker, markeder, lokale gyder, templer, pagoder, kirker, som vil vise hverdagen og folkelivet sig frem på smukkeste vis. Giv hver og eneste sted god tid og tag lidt pauser undervejs.


Der er religionsfrihed i Vietnam, den enkelte kan dyrke den religion man ønsker, må blot ikke være i opposition til styret. Der er altså ingen statsreligion eller officielle religiøse helligdage.


Turen rundt til templer, pagoder, moske og kirker er på ingen måde røgfri. Røg fra svimlende mængder af duftende røgelsespinde indhyller den besøgende, som området er indhyllet i mytologiske fortællinger, dramatiske historiske begivenheder og kompleks arkitektur. Buddhisme, katolicisme folketro, myter, krige, legender, taoisme.


I Cholon er der især fire spirituelle, religiøse bygninger som skiller sig ud og som i den grad bør besøges. Både for den arkitektoniske oplevelse, men også fordi de formidler forståelse for den kinesiske baggrund, for vietnamesernes spirituelle liv, alt sammen krydret med elementer at taoisme, buddhisme og folketro


Det er de helt store kvindelige skikkelser og fortællinger med rod i Kina, der præsenteres i Saigons og Cholons måske mest betydningsfulde pagode og tempel.


Hun kommer svævende på en sky eller et tæppe, hen over det store ocean, for at redde og beskytte mennesker og skibe på rejse. Thien Hau hedder hun på vietnamesisk, fra den kinesiske fortælling om Tianhou Havets Gudinde kaldet Mazu, en ung pige fra Fujian i Kina, som ifølge overleveringen, ved hjælp af sine spirituelle kræfter, reddede familiemedlemmer på havet under en voldsom tyfon. I Vietnam derfor også omtalt og kendt som Havets Gudinde. Beliggende på Nguyen Trai Street i D5 og opført i 1760 af en gruppe kinesiske immigranter fra Guangzhou og templet derfor et af de tidligste eksempler på den kinesiske påvirkning i Saigon. Alene af den grund et must see i bydelen, efter overstået besøg vil de fleste sige, at det er interiør og atmosfære også.


Pagoden Quan Am på Lao Tu Street D5 hedder officielt og i sin fulde længde Quan The Am Bo Tat, opført 1816 (nogle kilder siger tidligere) af folk fra Fujian i Kina og viet til endnu en figur med kinesisk oprindelse. Det er man ikke i tvivl om, når man besøger templet, slet ikke. En af de mest betydningsfulde skikkelser i den buddhistiske fortælling, ses overalt i den klassiske position med en vase med ”Livets Vand” i den ene hånd. Guanyin er den kinesiske oversættelse af den indiske Bodhisatva Avalokitasvara, smukt oversat til ”Bodhisatva som iagttager Verdens gråd.” Fik betegnelsen Barmhjertighedens (og Medfølelsens) Gudinde af Jesuittermunke.


Jamial Mosque på Nguyen Trai Street D5 opført i 1935 for at servicere muslimer fra Sydindien bosat i Saigon. Dens enkle rene linjer og farver er i smuk kontrast til de farverige templer og pagoder. Er endnu et fint eksempel på Cholons spirituelle mangfoldighed og for den uforstående besøgende en fin tilgang til at forstå den muslimske del af befolkningen i Vietnam, alene af den grund hører den til i kategorien ”bør opleves”.


Den katolske kirke Saint Francis Xavier Parish Church i D5 eller Cha Tam som den også kaldes efter præsten Pierre d`Assou, født i Macau og opvokset i Hong Kong, blev bedt om at opføre kirken af den daværende biskop. Antallet af kinesiske katolikker var faldet drastisk, så noget måtte ske. Det gjorde der så, på en grund ejet af 9 kinesere og med donationer fra bla kinesiske handelsfolk, blev kirken indviet efter 2 års byggeri i 1902. Den kinesiske indflydelse gjorde sig endnu en gang gældende i området og har gjort det siden i kirken. 1-11-1963 bryder et militærkup ud og kirken skal vise at blive scne for en af de mest afgørende begivenheder i Saigons og Vietnams nyere historie og Republikken Vietnams præsident Ngo Dinh Diem og hans bror og rådgiver Ngo Dinh Nhu gemmer sig i et hus nær kirken. Morgenen efter begiver de sig, efter at være lovet frit lejde, til kirken hvor de bliver taget til fange af kupmagerne, et lille skilt på en kirkestol viser hvor det skete. På vej til det militære hovedkvarter ved lufthavnen Tan Son Nhat bliver de bagbundne siddende på bagsædet henrettet med skud og knivstik. Er man til betydningsfulde historiske åsteder, er Cha Tam svær at springe over.


Det er området ca. der hvor gaderne Ngo Gia Street og Su Van Hanh krydser hinanden i D10 også. Her blev et af historiens mest ikoniske billeder taget den 1-2-1968 under den berømte nordvietnamesiske TET-offensiv. Højst sandsynligt ud for Ngo Gia Tu Street 252, hvor den sydvietnamesiske general og leder af Sydvietnams nationale politi Nguyen Ngoc Loan skyder det nordvietnamesiske medlem af National Liberation Front Nguyen Van Lem, kendt som kaptajn Bay Lop i hovedet. AP-fotografen Eddie Adams billede ændrede markant livet for begge de to involverede og verdens oplevelse af det vi kalder vietnamkrigen.


Naturmedicingaderne Hai Thuong Lan Ong, Nhu Hoc og Trieu Quang Phuc i D5 er til gengæld sikre og veldefinerede adresser og gader med deres uendelige mængder af butikker med traditionelt kinesisk og vietnamesisk naturmedicin. Her er apotekernes og lægernes kliniske klinikker udskiftet med overfyldte, duftfyldte og farverige lokaler fyldt til bristepunktet al tænkelig og mest af alt utænkelig naturmedicin og så er konsultationen gratis! Gaden Hai Thuong Lan Ong er opkaldt efter manden der beskrives som stamfaderen til traditionel vietnamesisk medicin og vil historisk være et sted at starte. Udviklingen har ændret det oprindelige fysiske udtryk i gaderne, inde i butikkerne er alt ved det gamle, fyldt med fascinerende oplevelser og fortællinger om en helt anden måde at anskue og forholde sig til sundhed og naturmedicin. For at fuldende oplevelsen af alternativ medicin er Museum of Traditional Vietnamese Medicine, 41 Hoang Du Khuong Street er et besøg værd, alene bygning og rum er en oplevelse i sig selv.


Cholon lefler ikke for sine besøgende, det er i sig selv et argument for at afsætte god tid i området, meget god tid.

Comments


Commenting on this post isn't available anymore. Contact the site owner for more info.
  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
bottom of page