Saigon - distrikt 3

Nabo til distrikt 1 og et af de pt. mest spændende distrikter på grund af en attraktiv sammensmeltning af nyt og gammelt, seværdigheder og lokalt liv.

Nhieu Loc – Thi Nghe kanalen var tidligere kendt og berygtet som ”Black Water River” pga. den heftige forurening, men er nu, som i et H. C. Andersen eventyr, en grim ælling der er blevet til en smuk svane. En tsunami af genopretning, hvor 7000 familier blev flyttet, skyllede igennem den bugtede kanal og omgivelser frem til 2012 og kanalen blev et lærebogseksempel for lignende kommende projekter i Saigon. Vejene Hoang Sa og Truong Sa løber nu langs kanalen som en 8 km. lang livgivende arterie, med flere ”bypass” i kraft af broer. Er nu en eftertragtet strækning med sin helt egen puls fra tidlig morgen til sen aften på grund af de uendelige mængder af butikker, kaffebare, spisesteder og rekreative grønne områder som lokker og frister og tiltrækker alt og alle med lokale oplevelser.

Samme kvaliteter har ”Turtle Lake”, om end det er at tage munden ret så fuld at kalde den en sø, en rundkørsel og et bassin med et spektakulært byggeri i midten af bassinet er vel mere korrekt. Stedet og omgivelserne har i tidens løb oplevet forandringens og udviklingens knytnæve slå hårdt til. Under Nguyendynastiet var en af byens porte på stedet og senere under franskmændene, blev der opført et vandtårn til byens forsyning. Vand skulle der åbenbart være, så da tårnet forsvandt, blev det erstattet af en lille sø omkranset af tre statuer af franske soldater, som alle, bortset fra søen, nu en del af historiens vingesus. Overtro og spirituel tænkning er, naturligvis fristes man til at sige, også en del af søens fortælling, så da Nguyen Van Thieu blev Sydvietnams anden præsident, bad han en Feng Shui mester vurdere den daværende regeringsbygnings beliggenhed. Den blev godkendt af mesteren, som vurderede at bygningen lå på en drages hoved, som symbolsk er magt og styrke og at der skulle placeres en skildpadde, symbol på evighed, til at afbalancere dragens hale under søen. Som sagt så gjort, en kobberskildpadde blev placeret i søen og søen blev gjort ottekantet som symbol på en skildpadde, ligesom søen også er symbol på Yin og Yang. Skildpadden forsvandt i en bombeeksplosion i 1970erne i protest mod styret, at det sydvietnamesiske styre også forsvandt i 1970erne, kan man så fundere over, måske var der noget om overtroen. Der er nu en søjle, som nogle siger, er to hænder, der holder en blomst og andre at det er et sværd stukket ned i søen. Mulighederne er mange, det er de også for den nysgerrige besøgende, især sidst på eftermiddagen og om aftenen, hvor søen er et hotspot for unge som bruger den spektakulære sø og omgivelserne til hænge ud, flirte, holde stævnemøder og udtrykke almindelig glæde og kådhed over hinandens selskab. Så mød op og deltag i folkelivet også i de tilstødende gader og sidegaders udbud af kaffebare og streetfood køkkener, som i sig selv er endnu et stærkt argument for at tilbringe timer ved søen.

Lokale markeder er stadig samlingspunktet og livsnerven i svimlende mængder af vietnameseres liv og for besøgende er det en af de mest betydningsfulde forståelsesnøgler til vietnamesiske hverdagsliv og døgnrytme, også i den moderne metropol Saigon. Ban Co og Vuon Chuoi med indgang fra Nguyen Dinh Chieu er ikke af denne verden, ja nærmest en verden i sig selv. Begge har deres meget smalle, hovedstrøg med et edderkoppespind af mindre smøger og stræder, der strækker sig ud fra dem. Der bør man gå på opdagelse, de er tætpakkede til bristepunktet med mennesker, tøj som kan tages på og køkkentøj til madlavning, overvældende mængder af fisk, frugt, grønsager, kød og fjerkræ, medicin og kosmetik og små lykkelige oaser med streetfood. Er man på jagt efter traditionelle souvenirs, skal man gå alle mulige andre steder hen, det to markeder er lokalt så det basker.

De to markeder er også, især Ban Co, naboer til boligblokkene, kendt som Old Apartment Buildings hvortil der er adgang fra b.la. Nguyen Thien Thuat Street, er noget nær en by i byen. Langt de fleste opført i forlængelse af Tet-offensiven i 1968, hvor mange af de nuværende beboere flyttede ind og stadig bor i det samme rum.

Et ordsprog siger at ”Tiden læger alle sår”, er måske en af forklaringerne på de navneskift som det nuværende War Remnant Museum har haft i tidens løb siden åbningsdagen i 1975. Måske de forbedrede forhold imellem de involverede lande i de to sidste store krige i Vietnam, 1. og 2. Indokinakrig mod Frankrig og USA, især den krig der af vietnameserne omtales som ”krigen mod amerikanerne.” Exhibition House for Puppet and US Crime hed det fra starten, dog på en anden adresse, som tankevækkende nok havde tilhørt United States Information Agency. I 1990erne, hvor forholdet mellem Vietnam og USA, af flere årsager, blev bedre, ændrede museet i 1990 navn til Exhibition House for Crimes of War and Aggression og så endeligt i 1995 får museet det nuværende navn War Remnant Museum. Den kasselignende bygning er nu inddelt i tematiserede rum som har fokus på agent orange, krigsfotograferne, statistiske oplysninger, et temarum stadig med fokus på ”crime and aggression”, et udendørs areal med mængder af krigsmateriel etc. Den primære budbringer i museet er fotografiet og et besøg i museet er en voldsom oplevelse. Propagandaen er nu dæmpet og budskabet er, nu langt mere, at vi skal passe godt på freden og mindes. Måske vil museet og vietnameserne blot minde os om at krig har konsekvenser. Vietnam har mildest talt en del erfaringer at trække på.

Tan Dinh er kendt som ”den lyserøde kirke”, det fulde navn er intet mindre end The Church of The Sacred Heart of Jesus. Har navn efter menigheden Tan Dinh som kommer til området i 1861 og er dermed en af de ældste menigheder i byen. Som katedralen i distrikt 1 skulle der flere byggerier til, inden den nuværende blev opført 1874-1876. Siden da er den 60 m. høje kirke både renoveret og udbygget et utal af gange. Er Saigons næststørste kirke, det spektakulære udseende alene er argument nok for at besøge den. Med en mere central beliggenhed havde den givetvis fået den opmærksomhed, som nu tilfalder katedralen, hvem ved? Besøges bør den i hvert fald med en beliggenhed tæt på andre af distriktets flotte oplevelser.

Pagoden Xa Loi er ubestridt pagoden der bør besøges i distrikt 3. Kombinationen af selve bygningsværket og fortællingen om det sydvietnamesiske styre, buddhismens og munken Thich Quang Duc er de stærke argumenter og en forståelsesnøgle af de mest betydningsfulde. Xa Loi er en af Saigons største pagoder, både i fysik og betydning, opført i 1950erne på en 2500 m2 grund og var tidligere hovedsæde for Buddhism in Southern Vietnam. Men det er også en historiefortæller om det sydvietnamesiske styres overgreb på det buddhistiske samfund i 1960erne. 21-8-1963 er datoen som for altid vil blive husket i pagoden, natten hvor specialstyrker fra styret angreb og vandaliserede pagoden. Angrebet kom b.la. som en konsekvens af munken Thich Quang Duc`s selvafbrænding d. 11-6-1963 i protest mod det sydvietnamesiske styre. Specialstyrkerne ville, som en del af angebet, konfiskere urnen med hans aske og stadig delvis intakte forkullede hjerte. Under angrebet flygtede to munke med urnen, så kun hjertet faldt i styrets hænder. Hans jordiske rester blev efter selvafbrændingen transporteret til Xa Loi og opbevaret i pagoden inden den endelige kremering og begravelse d. 19-06-1963.

“Thích Quảng Đức emerged from the car along with two other monks. One placed a cushion on the road while the second opened the trunk and took out a five-gallon gasoline can. As the marchers formed a circle around him, Thích Quảng Đức calmly seated himself in the traditional Buddhist meditative lotus position on the cushion. His colleague emptied the contents of the gasoline container over Thích Quảng Đức’s head. Thích Quảng Đức rotated a string of wooden prayer beads and recited an homage to Buddha before striking a match and dropping it on himself. Flames consumed his robes and flesh, and black oily smoke emanated from his burning body.”

Wikipedia history.

I november 2007 indledte man processen med at opføre et mindeområde på det gadehjørne hvor Thich Quang Duc udførte sin selvafbrænding. Det 1850 m2 store område, med lotusdamme, grønne områder, træer og små stier, blev indviet september 2010. Bronzestatuen af Thich Quang Duc er designet af skulptøren Vo Cong Thang og udført af thailænderen Banjerd Lekkong kendt som ”The Golden Hand of Thailand.” Ca. midt i det grønne område er der rejst et smukt monument af Thich Quang Duc siddende i lotusstilling omgivet af flammer. Den 6 m. høje statue på 12 tons hviler på en høj sten med symbolsk lotusblomst mønster. Bag monumenter er der en 16 m. lang og 3 m. høj frise med fortællingen om Thich Quang Duc, det buddhistiske samfund og modstanden mod det sydvietnamesiske styre. Monumentet og munken har stadig store betydning for vietnamesere, som valfarter til stedet. Det burde alle andre også gøre. Til det smukke og fortællende sted på gadehjørnet i Saigon.

”No new picture in history has generated so much emotion around the world as that one.”

Præsident John F. Kennedy om Malcolm Brownes billede af den brændende munk.

Bag monumentet er der en lille cafe, hvor det er rigtig fint at fundere over besøget og på det modsatte hjørne af krydset står en mindre stupa, rejst af det buddhistiske samfund i 1967 til minde om og bøn til Thich Quang Duc.

Secret Weapon Cellar Museum er skjult både for øjet og byens besøgende. Tunnellerne i distriktet Cu Chi er byens ubestridte diamant i undergrunden, men inde i selve byen er der helt ukendte oplevelser ligeledes under jorden. Det var primært mindre tunneller og underjordiske rum som blev brugt til at opbevare våben og mennesker, men også til trykkerier der fremstillede propagandamateriale. Selv regeringen havde sine tunneller, under Gia Long Palace og under præsidentpaladset, det nuværende Reunification Palace. I distrikt 3 er det endnu en gang Nguyen Dinh Chieu Street som er den stabile leverandør af unikke oplevelser. Der er ikke meget af det, men kvaliteten er i top, hvis man kan sige det om underjordiske oplevelser. Lokalerne blev gravet ud og brugt til opbevaring af op mod 2 ton våben, primært til brug under TET-offensiven i 1968.

Southern Vietnam Women`s Museum blev indviet 1985, i 10året for Vietnams samling. Hvor andre museer og seværdigheder sætter fokus på de store linjer i krigene, sætter dele af museet fokus på kvindernes rolle i krig og hverdagsliv. Hed også Traditional Women`s House tidligere og var på blot 200m2, men borgerindsamlinger gjorde det muligt at bygge det nuværende over to gange så der nu er 5410m2. Den tre etages bygning har både permanente og skiftende udstillinger. Museet er rigtig, rigtig fint til en overset forståelse af de vietnamesiske kvinders betydning i samfundet, især under krigene som datter, søster, mor, ægtefælle.