Saigon - Dong Khoi Street

Saigon Notre-Dame Cathedral Basilica, navnet mere end antyder, at den er fra den franske epoke i Vietnam, hvor kirkens tilblivelse strækker sig over perioden 1863-1883. Er også kendt som ”Basilica of Our Lady of The Immaculate Conception” eller uofficielt ”Statskirken” pga. den svimlende byggepris på 2,5 millioner franc. Som en ø mellem to floder, er den placeret mellem to trafikerede veje. Opført af røde mursten importeret fra Frankrig. Hed oprindeligt Saigon Church og var blot en simpel trækirke, det ændrede en arkitektkonkurrence på og vinderen Jules Bourard havde planen klar fra starten. Det skulle være en mindre udgave af den verdensberømte kirke i Paris. Grundstenen blev lagt 1977 af biskop Isidore Colombert, indvielsen fandt sted 1880, bygningen stod færdig 1883 og tilføjet det et ton tunge schweizerur i 1887 og senere, i 1890erne, de to majestætiske 57,6 m. høje tvillingetårne. I 1959 placeres en statue af Jomfru Maria på pladsen foran kirken. Hugget og slebet i marmor i Italien og med den får kirken nyt navn: Notre Dame Cathedral. Det bliver til Saigon Chief Cathedral i 1960 og endeligt to år efter giver Pave John XXIII den titlen Notre-Dame Cathedral Basilica of Saigon. I samme ombæring bliver Hanoi, Hue og Saigon til ærkebiskopsæder.

Central Post Office, genbo til kirken, fremstår, på trods af at være bygget i flere stilarter, som en visuel oase i hjertet af distriktet. Hårdnakkede rygter siger berømte Gustave Eiffel designede den smukke bygning, andre at det var de ligeledes franske arkitekter Foulhoux og Villedieu, sådan er det, alle vil have del i berømmelse og ære. Eiffel lavede udkast til den første bygning og de to andre kumpaner den rekonstruerede udgave der stadig står, hvor den nu en gang står, siden den blev opført 1886-1891. Oprindeligt var bygningen tænkt lyserød, ja det var den altså, for at matche Notre-Dames røde mursten. Det ændrede bystyret endegyldigt på i 2015, så bygningen nu er gul. Facaden har en stribe små plaketter med videnskabsmænd og forskere der vandt berømmelse på at opfinde, beskrive, udvikle elektricitet, elektromagnetisme, telegrafi etc. En af dem er Hans Christian Ørsted fra Rudkøbing på Langeland, fordi han var den første der beskriver sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme. Indvendigt er det især de to malerier af henholdsvis Telegraflinjer i Cambodia og Sydvietnam 1932 og Saigon og Omgivelser 1892 som er hovedattraktionen og så altså selve bygningen.

Pladsen foran posthuset har endnu en historisk bygning, eller rettere udsigten til den. Stå med venstre side til posthuset og se op mod Vincom Centers blå glasbygning. Foran den er der en ældre bygning med en mindre bygning på toppen. I 1975 da Saigon faldt var det en lejlighedsbygning brugt af amerikanerne kaldet Pittman Apartments på adressen 22 Gia Long, som nu hedder 22 Ly Tu Trung Street. Under den sidste evakuering, kaldet Frequent Wind, blev den lille bygning brugt som landingsplads for helikoptere og især et billede taget 29-04-1975 af den hollandske fotograf Hubert Van Es er gået over i historien. Billedet er ikke, hvad mange har tror, taget på toppen af den amerikanske ambassade og det er ikke en marinehelikopter, men en Air America, som evakuerer amerikanere og vietnamesere.

Cong Xa Paris er den fælles adresse for begge bygninger og som så meget andet i Saigon, har pladsen haft flere forskellige navne i tidens løb. Under franskmændene hed den, ikke overraskende, Place de la Cathedrale. I 1959, samtidig med statuen af Jomfru Maria rejses midt på pladsen, ændrer den navn til Hoa Binh i de næste ca. 5 år, hvorefter den i 1964 opkaldes efter den amerikanske præsiden John F. Kennedy og så endelig efter landets samling får den det nuværende navn

De to bygninger og pladsen er som startområdet i en afgørende etape i Tour de France, porten til Saigons mest fortællende gade og område, hvis man accepterer lidt sidespring i sidegaderne.

Dong Khoi hedder den.

Den franske fortælling fortsætter på hele strækningen ned ad gaden og allerede på den næste plads, finder vi to af de markante fortællere: Saigons ældste hotel og Vietnams første operahus.

Saigon Municipal Opera House også kendt som The Municipal Theater of Ho Chi Minh City på Cong Truong Lam Son er endnu en fransk koloniklassiker. Tegnet af arkitektgruppen Eugene Ferret, Felix Olivier og Ernest Guichard, som siges at have skelet til Petit Palais i Paris da de trak stregerne til teatret. Opført 1897-1901 og har siden da haft forskellige funktioner og gennemgået forskellige ”ansigtsløft”. 1943 fjernes talrige dekorationer, statuer etc. for at give bygningen et mere ungdommeligt udseende. I 1944 beskadiges det af krigshandlinger og i 1954 bliver det brugt som opholdssted for franske civile flygtninge efter kolonistyrets fald. Året efter bliver den 3.200 m2 store bygning indrettet til brug for en del af det sydvietnamesiske styre og endelig , af to gange, restaureres det. I 1975 indrettes det igen til teater og i 1998, i anledning af byens 300års jubilæum renoveres facaden til det nuværende udseende. Facaden fungerer nærmest som catwalk for utallige statuer, som appellerer til den arkitektonisk og historisk interesserede. Det gør interiøret også, udfordringen er blot at for at få adgang til et af de 1800 sæder, ja så skal der løses billet til en forestilling, teatret er ikke åben for almindelige besøg. Bygningens belysning gør den til endnu et Instagram og selfie hotspot, badet i skæret lamperne skal man sende en tanke til den franske by Lyon som finasierede lysshowet i 2008. Pladsen foran teatret er nu, ligesom teatret, ved at vende tilbage til sin gamle funktion som rekreativ park.

Har man passion for hoteller med historie, hvor væggene nærmest taler til en, er der en stribe gode muligheder for at få afløb for passionen i Distrikt 1. Distriktet for historiske ikoniske hoteller og storslåede udsigter fra tagterrasser kunne man også kalde det.

”Slingrer ned ad Vestergade” sang Gnags tilbage i 1983. I Saigon vil man nok sige ”Slingrer ned ad Dong Khoi”. En tur ned ad historiske smalle og snorlige gade er kort, blot 630 m., en smuk buket af historiske kolonibygninger, flotte fortællinger og udsigter fra klassiske hoteller, gør gaden til ”gaden par excellence” for den historiehungerende med passion for arkitektur.

Start ved Opera House på Cong Truong Lam Son, en plads, et stykke nede ad gaden og slut på Bach Dang Pier ved Saigon flodens bredder, strækningen er gadens ubestridt mest spændende del. Reelt starter gaden ved Notre Dame Cathedral og Central Post Office, men de første hoteller er fra Cong Truong Lam Son og ned mod floden.

Gadens historie går helt tilbage til Ngyen Dynastiet, hvor ruten var kongens foretrukne ned til Saigonfloden. Under det franske styre får den et navn, eller et nummer hvis det skal være helt korrekt. Street No 6 helt enkelt. I 1865 får den sit første reelle navn under den daværende franske guvernør La Grandiere. Rue Catinat kommer den til at hedde, opkaldt efter et fransk krigsskib og den franske kommandant Nicolas Catinat og den første sten på vej mod både gadens og byens storhedstid var lagt. Senere, i 1955 under det sydvietnamesiske styre, bliver den kendt som Tu Do Street ”frihed”, inden den endeligt, i forbindelse med landets samling får det nuværende navn Dong Khoi, efter en opstand der fandt sted ved Ben Tre i 1960.

Hotel Continental opført 1878-1880 er byens ældste hotel, med en historisk gæsteliste der maner til noget, der kan minde om ærefrygt. Forfatteren Graham Greene f.eks. boede fast på værelse 214, hotellet er da også med i både film og bog The Quiet American, ligesom det indgår i filmen Indochine, som vel at mærke ikke er af Graham Greene. Hotellet var et yndet ”hænge ud sted” for udenlandske journalister under krigen mod amerikanerne. Hotellet har ikke udsigt i højderne, men beliggenheden på historiske Dong Khoi med udsigt til Saigon Opera House kan i den grad også gøre det. Er Select Member of the Most Famous Hotels in The World.

Caravelle, på den anden side af operahuset, åbnede juleaften 1959 og er også hvirvlet ind i byens dramatiske historie, har b.la lagt rum til ambassader fra Australien og New Zealand, nyhedsbureauerne NBC, ABC og CBS. Det dramatiske højdepunkt kom 25-8-1964 hvor en bombe sprang på værelse 514. Nu er det langt mindre dramatiske højdepunkt en drink på hotellets top i Saigon Saigon Rooftop Bar, her er det mest dramatiske prisen på de internationale drinks.

”The city`s sounds are calling, like Syrens beyond the Myst; Yet within these walls, a Sanctuary; find refuge within our midst.”

Citatet er fra det arkitektonisk spektakulære hotel The Myst lidt længere nede ad Dong Khoi i sidegaden Ho Huan Nhiep Street. På ingen måde historisk, men fuld af personlighed. Bar Bleu og det udendørs pool område flyder, som ingredienserne i en cocktail, sammen på tagterrassen, er en oplevelse for sig, baren for alle, poolen kun for hotellets gæster.

På gadehjørnet, ja faktisk beliggende på to gadehjørner, skråt over for The Myst, er der til gengæld, igen igen, historie for alle pengene. Grand Hotel åbnet i 1930 og dermed medlem af den eksklusive klub af ældste hoteller i byen, med den oprindelige bygning intakt og tilbygning respektfuldt tilføjet, suppleret med renovering i 1997 og 2011. Som Rex Hotel var starten ikke udelukkende hoteldrift, men inkluderede en mindre butik med tilladelse til salg af drikkevarer. Indgangen den gang som nu: på hjørnet af Dong Khoi og Ngo Duc Ke Stree i den historiske bygning, Efter renovering og tilbygning også på hjørnet af Dong Khoi og Ho Huan Nhiep. Forskellige ejere giver hotellet forskellige navne over tid som Saigon Palace Hotel og Dong Khoi Hotel indtil det åbner som Grand Hotel i 1998. Er Select Member of the Most Famous Hotels in The World

Lidt længere ned ad Dong Khoi, som en ”happy end” og på modsatte side af gaden, på hjørnet af Dong Khoi og Ton Duc Thang Street ligger bogstaveligt talt majestætiske Hotel Majestic og lokker med klassiske historiske lokaler og en beliggenhed midt i byen og ud til floden, - intet mindre end forrygende. Fem år ældre end Grand Hotel og altså fra 1925, hvor en kinesisk-vietnamesisk handelsmand kaldet Onkel Hoa etablerer hotellet i fransk koloni- og rivierastilstil i en væsentlig mindre udgave end nutidens. Skiftende ejere b.la fransk og senere, efter landets samling, er det gæstehus for regeringen under navnet Mekong Hotel, det medfører også flere etager og faciliteter. 1990erne bliver markante, hvor statsejede Saigon Tourist gennemfører gennemgribende renovering med udtalt respekt for den oprindelige arkitektur og hotellets historie. Ejerskabet er det samme som Grand Hotel, så måske derfor gentager de succesen på Majestic og udvider med en ny fløj i 2003. Fortællingen kulminerer i 2007, hvor hotellet bliver det første 5* hotel i Vietnam. Breeze Sky Bar er, qua hotellets alder, en af Saigons ældste ”hæng ud steder”, med an mageløs udsigt over Saigonfloden. Følelsen af at ”der var en gang” kombineret med kendsgerningen at det er der heldigvis stadig væk, gør baren til et must, ikke kun for drinks og kolde øl, men også mad fra både det vietnamesiske og internationale køkken. Hotellet er Select Member of the Most Famous Hotels in The World, hvis nogen skulle have været i tvivl.