Saigon-floden
- Torben Folkmann

- Mar 25, 2021
- 5 min read
Updated: Apr 4, 2021

Spørgsmålet er om byen Saigon, ville have været hvor den er uden Saigon-floden, som i mere end en forstand har været forudsætningen for byen. Bragte de første indbyggere og by-udviklere til byen og senere tiltrak udenlandske og lokale investorer, byplanlæggere, myndigheder, arkitekter, konstruktører, investorer, bro-bisser og stilladsarbejdere til byen og gør det stadig i en lind strøm. Alle har, på hver deres måde, skrevet et kapitel i byens fysiske historie og sikrer stadig at byen, som Saigonfloden, hele tiden er i bevægelse.
Den ca. 230 km. lange Saigon-flod har sit udspring nær Phum Daung i det sydøstlige Cambodia og flyder ind i Vietnam ved Loc Ninh, igennem flere provinser inden den når Saigon for slutteligt, at forene sig med floderne Dong Nai, Ben Cat og Soai Rap inden den fuldender det uendelige flow af livsvigtigt vand i Østhavet ved mundingen syd for kystbyen Vung Tau.
Som en kranspulsåre der bringer blod til hjertet, har floden bragt liv, forandring og udvikling og noget så fundamentalt som drikkevand til metropolen. Franskmændene kom med krig, forandring og udvikling i 1859 og under deres styre, blev floden hovedfærdselsåren når folk og varer, skulle ind og ud af byen. Ikke alene gjorde de floden betydningsfuld, de skabte også de store bulevarder, som førte fra floden og ind i byen, boulevarder som blev flodens forlængelse ind i hjertet af byen.
Saigon kom simpelthen på listen af store berømte byer, som er skabt og udviklet i kraft af og omkring en flod: Rom, Paris, London, Cairo, Bangkok blot for at nævne nogle.
”The Saigon River will define the future of public space. Like many countries, the river defines the boundary of the city, but now it will be included within the city.”
Olivier Souquet, architecht, De-So

Saigon har på det nærmeste, noget nær fornærmende, vendt ryggen til floden i årtier, men er nu i voldsomt tempo på vej til at vende om og tilbage med de mange nye bebyggelser på den anden side af floden.
Byen er ved at genfinde floden og sidekanaler og genopdage deres kvaliteter. En stribe hoteller, især klassiske og historiske har formidable barer, restauranter og tagterrasser med udsigter over flod, by og nye distrikter, hvor rekreative områder også skyder op i og langs floden. Restauranter flyder, som vandhyacinter, rundt i havnen, restauranter erstatter tidligere slum på flodbredden, private og offentlige firmaer tilbyder transport på kortere og længere strækninger af den mytologiske flod, ja helt ud til Østhavet.

Mulighederne for at opleve byen på afstand, livet på floden og på dens bredder, er mangfoldige som byen selv, har aldrig været større.
Tanken var, og er sikkert stadig, at den 10.8 km. lange strækning for et af de sidste nye initiativer på floden, Saigon Waterbus eller Saigon Water Taxi skulle aflaste trafikken i byen. De gule både med, med hver 66 siddepladser, pisker nu rundt på den endnu ikke helt færdige ”busrute”, som ud over Saigonfloden også gælder en lille del af Thanh Da Canal. Startede i 2017 og skal, når den er er helt udbygget, have 12 stoppesteder i flere af byens distrikter. 45 minutter er sejltiden fra Bach Dang Pier i District 1 til endestationen Linh Dong i Tu Duc District, men bør tage meget længere tid, stå af og oplev. Det bedste tidspunkt er morgen og sen eftermiddag/tidlig aften, temperaturerne er gode og det lokale liv mest intens. Start med en kop kaffe og den mageløse udsigt fra cafeen ved billetkontoret på Bach Dang Pier. Det er ikke turistbåde, men transportmiddel for lokale, men flere og flere besøgende har opdaget muligheden for at se byen fra nye vinkler.
Middag på aftencruise er en anden og helt anderledes måde at opleve by og flod på. Muligheder, prisniveau og udbuddet af menuer er mange. Tidspunktet naturligvis når mørket har lagt sig over flod og by, bygninger er oplyst af magien i det elektrisk lys i alle regnbuens farver. Sejladsen foregår stort set kun uden for molerne i District 1. Bådene findes i alle størrelser, hvor de mindste både giver den rolige og intime oplevelse, b.la fordi de sjældent har liveband om bord. Et andet kriterie for valg af båd bør også være, at menuen består af vietnamesiske retter, uanset om det er buffet eller serveret middag.
Endnu mere intim er oplevelsen, hvis man chartrer sin egen båd for at begive sig ud på floden, typisk i en mindre og noget mere hurtigsejlende udgave end både vandbus og cruiseship. Nogle på en fast rute og andre med skræddersyede ture som, ledsaget af lokalkendt guide er en fremragende og anbefalelsesværdig oplevelse. De programsatte ture går til både kendte og ukendte steder i omegnen af metropolen. Klassikerne er forskellige som nat og dag. F.eks. sejladsen til de berømte underjordiske tunneler i Cu Chi med voldsomme fortællinger om krigen mod amerikanerne og så turen til i Can Gio Mangrove Biosphere, hvor man bevæger sig fra ”asfaltjunglen” til mangrovejunglen i løbet af dagen. Mindre kan også gøre det og alligevel give store oplevelser f. eks på en ”solopgangtur” som inkluderer morgenmad på båden.

Thanh Da Island er et stop på Saigon Water Bus ruten, ligesom flere udbydere af privat ture tilbyder oplevelser på øen. Der er også broforbindelse til øen, hvis man ikke er til en tur med båd. Den oprindelige halvø blev anlagt som rekreativt område af staten tilbage i 1970erne, en kanal blev anlagt og så var halvøen pludselig en ø med broforbindelse. Dele af øen blev efterfølgende inddelt i tre området kaldet Binh Quoi Parks med hver deres tema. Det kan lyde som et skrækeksempel fra underholdningsindustrien, men er det på ingen måde, om end det naturligvis er arrangeret. Området er populært blandt vietnameserne, som strømmer til, især i weekenden og på helligdage. Det kan i sig selv være en oplevelse at være en del af, ellers er besøg om morgenen og sidst på eftermiddagen på hverdage en god ide. Et besøg i området indrettet som landsby og natur giver en oplevelse af at være i det frodige Me Kong Delta og er det ubestridte hit hos alle.

Flodbredden giver også i stigende omfang sine oplevelser af floden fra restauranter og cafeer, med byens udvikling kommer nye steder til med jævne mellemrum. Bach Dang Pier hvor både Saigon Water Bus og bådene til Vung Tau afgår fra, har sin egen cafe, som er et oplagt sted, når man benytter båd som transportmiddel. Flodbredden har også sine restaurantklassikere med District 2 som hovedleverandør: The Deck, Restaurant 13, Bistro Song Vie, Boat House, Thao Dien Village er alle etablerede navne, fællesnævneren er naturligvis udsigten til floden, men er ellers, heldigvis, forskellige i deres udtryk.
Sidst, men bestemt ikke mindst, kan man også gøre som franskmændene, dog i omvendt retning, sejle ud til Østhavet. Turen er, som vandbusserne, skemalagte sejladser ud til kystbyen Vung Tau i hurtigbåde. Ikke en sightseeingtur for turister, men giver ikke desto mindre besøgende en fin oplevelse af de mangfoldige landskaber på turen ud til havet. I Saigon afgår bådene, som vandbusserne, fra Bach Dang Pier, blot et andet sted og sejlturen i bådene med plads til 50-75 passagerer tager ca. 2 timer og ud over Saigonfloden, sejles der også på floderne Dong Nai og Soai Rap.




Comments