Saigon - forvandlingskuglen

”Hanoi eller Saigon?” spurgte min gode vietnamesiske ven Hung mig med et underfundigt smil. Det er nu mere end 10 år siden og det både var og er fuldstændig umuligt at svare entydigt på. Hovedstaden Hanoi er umiddelbar charmerende med sin gamle bydel, fine franske kolonibygninger, de smukke søer, de træomkransede boulevarder og de mange historiske seværdigheder.

Sådan er Saigon ikke, slet ikke.

Stor, på kanten af overvældende, med sine ca. 13.000.000 indbyggere. En metropol sat sammen, som et puslespil af distrikter og wards, som på mange måder mere har karakter af at være byer i byen. Bliver konstant større med stigende indbyggertal og nye bydele der skyder op, byggekranernes silhuetter er blevet en del af byens skyline, hvor der tilføjes nye højhuse og svimlende skyskrabere som stræber mod himlen og varsler om nye tider.

Nye metrolinjer gennemhuller undergrunden og nye vejanlæg gennemhuller byen. En metropol i en konstant kamæleonagtig forandring døgnet rundt året rundt, som et snerrende rovdyr der på det nærmeste synes klar til at æde alt og alle med hud og hår. Gamle bydele og boligområder efterlades som poetiske minder om en, hvem ved, måske mere lykkelig svunden tid.

24 distrikter, 19 bydistrikter og 5 landdistrikter hvor 12 har navne og 12 har numre og inddelt i mindre områder kaldet ”ward”, lige så forskellige som deres historie, som de mennesker der bor i dem, deres baggrund og sociale vilkår.

Saigon er en ung høj-oktan by, hvor den moderne fortælling dybest set starter med franskmændenes ankomst i i slutningen af 1850erne og efterfølgende tager hul på at udvikle Saigon til en storby man flytter til. Med indbyggere ikke alene fra stort set hele Vietnam, men også en kosmopolitisk by med indbyggere fra stort hele verden.

Prei Nokor, Gia Dinh, Saigon er blot nogle af historiens navne for byen ved floden, ja selv noget så poetisk som ”Østens Perle” er den også kærligt blevet kaldt. Forandret af magthavere og indbyggere som der i 1860 var der ca. 6.000 af. Byfornyelse, bedre hygiejne og medicin hævede antallet til 123.000 frem til begyndelsen af 1920erne og ved afslutningen på den anden af de store verdenskrige steg antallet til svimlende 500.000, på imponerende vis og i løbet af mindre end 100 år fra 6.000 til 500.000 indbyggere!

Det var kun begyndelsen, Fransk Indokina gik ned og indbyggerantallet bare op og op, så der i 1954 var anslået ca. 1,7 millioner indbyggere i den kommende metropol. Endnu en stormagt gik ned og indbyggerantallet steg igen, Saigon blev et tilflugtssted for landbefolkningen under den sidste af landets store krige. 4 millioner anslås at bo i byen i årene omkring midten af 1970erne.

(Kilde: Saigon: A history, Nghi M. Vo 2011)

Saigon er stadig et tilflugtssted, men nu for drømme, ønsker, længsler, håb, ambitioner, muligheder, beskidte tricks og smarte fiduser for vietnamesere og udlændinge. Ifølge Peoples Commitee bor der nu mere end 13.000.000 millioner i byen og antallet stiger stadig.

Byplanlæggere og arkitekter gør deres ved byen, på samme måde som plastikkirurger gør deres ved mennesket. Ændrer og fornyer, mislykket og vellykket.

Igennem årene har Hung, som Saint-Exepury`s Lille Prins, taget mig med på en opdagelses- men især dannelsesrejse ud i det Sai Gon hvor man møder “the saigonese”. De lokale borgere i det Sai Gon de færreste ser og oplever og som det er så let at komme til at holde så uendeligt meget af, især når man på nærmeste hold, er blevet introduceret for den udkårne.

Det Sai Gon, som er så fuld af personlighed, kant, karakter og attitude. Opleve at selv i en gigantisk metropol som Sai Gon, ja der handler det også om den vietnamesiske opmærksomhed på og omsorg for mennesket og de nære værdier. At det er i de små detaljer og steder at storbyen og byens borgerne definerer sig selv på smukkeste vis. Ha Noi`s borgere forstår og definerer sig selv igennem sin mere end 1000 år gamle fortælling. I Sai Gon er det anderledes. Byen tog først for alvor hul på sin rivende udvikling da franskmændene ankom i 1858.

”Saigon har aldrig været den samme, går ikke i stå og står stille for nogen, ophører ikke med sin forandring for noget. Men for enhver generation som er født her, opvokset her eller flyttet hertil, der er der altid en personlig definition, et personligt billede af byen, det de kalder deres egen:”

Chu Thi Hong Anh

I en historisk kontekst forbinder man Distrikt 1 med navnet Saigon eller også er det omvendt. Rigtig, rigtig mange vil sige, at det gør man også i en mere følelsesmæssig og spirituel kontekst. Det er derfor både naturligt og oplagt, uanset tilgangen, at beskrive byen og distriktet sammen.

Turismens distrikt med klassiske seværdigheder på stribe, linet op på checklisten ”must see”. Check, check, check.

Men også distriktet for byens administration, mange konsulater, natklubber, øl-bare, vinbare, cocktailbare, kaffebare banker, kontorer, hoteller, højeste kvadratmeterpriser, massagekliniker af begge slags, private store og små butikker, internationale brands, lokalt liv er der stadig, helt bogstaveligt alverdens restauranter, ja selv en dansk hvis længslen efter smørrebrød og stegt flæsk skulle overmande en.

De franske bygninger, postkontor, kirke, hoteller, bygninger fra kolonitiden, ligger på stribe som farverne i Tricoloren, som en naturlig konsekvens af at franskmændene grundlagde byens første distrikter og distrikt 1 skulle være distriktet for det franske styre, heldigvis findes mange af deres bygninger stadig.

Som franskmændene indtog byen og gjorde Distrikt 1 til deres, er det også her nutidens besøgende indtager og udforsker byen fra. Saigon rummer så mange oplevelser for den besøgende, at et længerevarende ophold i Vietnam udelukkende kunne være i byen.