Saigon - Nguyen Hue Street

Parallelt med Dong Khoi Street er den berømte boulevard Nguyen Hue Street. Noget nær verdensberømt, er ubestridt boulevardens Rex Hotel, som på mange måder har en berømmelsens parallelhistorie med Caravelle, hvor krigen mod amerikanerne får afgørende indflydelse på dets skæbne og senere renomme. Opført i slutningen af 1920erne og var alt andet end et hotel, tværtimod var det en fransk automobilforretning. Fra 1959-1975 forvandlede et vietnamesisk ægtepar bygningen til Rex Complex med 100 værelser, 3 biografer, dansehal og meget mere og allerede i 1961, inden færdiggørelsen af hotellet, træder de første gæster ind på hotellet, intet mindre end 400 amerikanske soldater, som b.la. tilbereder en Thanksgiving middag i deres feltkøkken på hotellets tagterrasse. Den første berømmelse kommer med den amerikanske kommandos pressemøder på hotellet under krigen mod amerikanerne eller Vietnamkrigen om man vil. Efter krigen og landets samling bliver hotellet overtaget af et statsejet turistbureau, under navnet Ben Thanh frem til 1986, hvor det får sit nuværende navn Rex Hotel. Renoveret til noget nær ukendelighed, stadig smukt og stadig placeret på en fantastisk beliggenhed og tagterrassen er der også stadig, feltkøkkenet afløst af asiatisk-internationalt køkken, cocktails og drinks til priser der matcher både historie og udsigten over Nguyen Hue Street. Trangen til nostalgi, ekstravagance, historiens vingesus og følelsen af at træde i legendariske og mytologiske fodspor, bør motivere til blot en enkelt velvalgt drink. Vær opmærksom på prisniveau og passende påklædning.

Genboen til Rex Hotel er The Peoples Committee Building eller Saigon City Hall 1954-1975, er endnu en klassisk bygning fra den franske kolonitid. Oprindeligt opført som byens hotel med navnet Hotel De Ville de Saigon i 1898-1909 og tegnet af arkitekten Fernand Gardes. Det nuværende navn får den 80 meter brede bygning, som så mange andre bygninger, gader og pladser i 1975, da landet samles. Beliggende for enden af berømte Ngyuen Hue Street, men med adresse på Le Thanh Ton Street, består det ikoniske bygningsværk med 200 rum af tre bygninger dekoreret med statuer af dyr og mennesker. Læg især mærke til de tre kvindefigurer, hvor den i midten er en kvinde med to børn som tæmmer en sværm af dyr og på begge sider af disse, kvindefigurer med dragne sværd og klar til kamp. Bygningen er ikke åben for besøg, men er en fascinerende Instagram-magnet, når mørket falder på og bygningens belysning tændes. Foran bygningen er der en lille park med en statue fra 2015 af Ho Chi Minh.

Selve gaden Nguyen Hue har på det nærmeste fået status af at være Saigons ”dagligstue” af en vis størrelse med sine 900 m. i længde og 60 m. i bredde og nyrenoveret og revitaliseret i 2015 og så er den en tidligere flod, som nu tiltrækker lokale som blomster tiltrækker bier. Alle aldre er repræsenteret her, - alle! – især weekend og helligdage. Er mest af alt et promenadedæk hvor alt kan ske og sker med koncerter, udstillinger, landskamp på storskærm, firmaarrangementer, peoplewatching, gadeartister, festivaler, springvand og Ho Chi Minh statue, nytårets blomstermarked, et Instagram- og selfiespot af dimensioner. Omgivet af en stor boulevard, hvor unge cruiser på deres motobike i en uendelig strøm skulder ved skulder, siddende tæt, to og to og legaliserer de tætte offentlige omfavnelser. I den ene ende af gaden Saigon River med Bach Dang Pier og et grønt område af samme navn med en flot udsigt ud over floden og byen og i den anden ende altså den smukke franske kolonibygning.

Midt på gaden, helt synligt, ragende op i Saigons himmel og så alligevel helt overset af turister i hvert fald. Old Apartment Cafe eller The Cafe Apartment, som der er flere etager gode grunde til at den også kaldes. Bygningen, opført midten af 1960erne, er så synlig at der burde være unødvendigt at oplyse det er No 42. Bygningen har en historie så omtumlet som både resten af gaden og byen. Har blandt andet været boligblok for både regerings- og militærfolk, havnearbejdere under og efter den sidste store krig. Nu kan en lille elevator eller de slidte trappetrin bringe besøgende ind i et lykkeligt univers af små kunsthåndværksbutikker og cafeer, alle med lige så meget kant og karakter som selve bygningen. Udsigten fra cafeernes små balkoner er forrygende, det er her de unge kommer, så vi kan roligt gå med ind.