Viet Nam eller Vietnam?
- Torben Folkmann

- Mar 22, 2021
- 8 min read
Updated: Apr 4, 2021
”Hvordan begynder man på en historie, der ingen begyndelse har? Hvordan indleder man fortællingen om et land, hvis grænser har været stærkt omskiftelige gennem tiderne – et land, hvor mange folkeslag, sprog og kulturer har levet side om side igennem århundreder?”
Citat: Hans Hagerdal, Vietnams historie.

Så præcist sagt og skrevet om Vietnam som det overhovedet kan. Uanset hvad man forsøger at fortælle om Vietnam, så ”eksploderer” fortællingerne, imellem hænderne på en, også hvis man vil søge at finde og forstå forklaringen på hvorfor landet har fået sit nutidige navn. Det var en lang ”fødsel” fuld af komplikationer, faktisk flere af dem og enkelte ”kejsersnit” fulgt af en ikke helt ukompliceret ”barnedåb.”
Som mange andre store fortællinger om tilblivelse af et land er en del af fortællingen baseret på myter, legender og sagn, som senere fletter sig ind i de mere verificerbare begivenheder. Opremsning af historiske begivenheder som strækker sig over flere århundreder, kan ofte være lettere kedelige. Men lige så ofte, både i detaljen og den store begivenhed, rumme afgørende forklaringer til forståelse af et land og dets folk.
For at få en forståelse af Vietnams mange navne er det også vigtigt at have en forståelse for, at det overvejende har været regeret af dynastier, altså en slægt, en arvefølge af herskere der gennem flere generationer har haft regeringsmagten i landet. Et dynasti kan også omtales som et ”hus”, - også i Vietnam, hvor man anvender navnene ”nha” eller ”trieu”. På samme måde er der også anvendt to titler, konge eller kejser, for regenten.
”Study the past if you want to define the future.”
Citat: Konfucius

Et sted at starte kan altså være omkring det tidspunkt, hvor myter, legender og sagn bliver afløst af konkrete nedskrevne begivenheder, hvor vi indledningsvis skal på en tidsrejse til Kina, hvor det hele starter og tage afsæt i de sidste smukke legender.
En ung kinesisk prins ved navn De Minh rejser syd på og møder en kvinde som han får sønnen Kinh Duong Vuong med og som arver en del af faderens rige. Lidt af det der nu er det sydlige Kina og lidt af det der nu er det nordlige Vietnam og kalder det Xich Quy.
Senere arver De Minh`s søn Lac Long Quan, kaldet Drageherren af Lac det nye land. Han gifter sig med kvinden Au Co som lægger 100 æg der udklækkes og bliver til den første befolkning kaldet Bach Viet eller De Hundrede Viet, senere skilles de og han går ud til havet, hvor han bosætter sig med halvdelen af børnene og hun op i bjergene, hvor hun bosætter sig med den anden halvdel.
2879-258 f.v.t.
Den ældste af deres sønner arver landet og kalder det Van Lang og sig selv Kong Hung, Vietnams første kongedømme, kendt som Hong Bang-dynastiet, regeret af Hung Kongerne som eksisterer igennem 18 generationer.
Den attende og sidste Hung konge i Van Lang havde den smukkeste datter, som bjergånden Son Tinh og vandånden Thuy Tinh var fuldstændig besatte af. Kongen lader den, der først kommer med en gave få datteren. Son Tinh vinder og fører datteren til bjerget Tan Vinh. Opflammet af jalousi slipper vandånden Thuy Tinh vandmasser løs på Son Thin, som til sidst vinder kampen.
På det her tidspunkt, i grænselandet mellem mytologi og virkelighed, er tre store temaer præsenteret: Vietnams fortælling starter i Kina og rejser syd på og ind i det nuværende Nordvietnam, Vietnam er et land skabt, mytologisk og konkret, af vand og bjerge og vietnameserne er lige så mytologisk ”dragebørn”.
Så træder Kina for alvor i karakter og ind på scenen og med dem tager nyere tids fortælling sin begyndelse, hvor scenen stadig er det sydlige Kina og det nordlige Vietnam.
257-207 f.v.t.
Den sidste Hung-konge dør i en strid med nabokongen Thuc Phan fra naboriget Au Viet som efter sejren grundlægger riget Au Lac og regerer under navnet An Duong Vuong.
204 f.v.t-111 e.v.t.
Glæden og regeringstiden er kort. Få årtier efter overtages kongeriget af den kinesiske general Trieu Da, som grundlægger det uafhængige kongedømme Nam Viet og Trieu-dynastiet, der regerer frem til 111 f.v.t., hvor kongedømmet falder i Kina`s hænder.
Fra midten af 600tallet til midten af 800tallet er den nordlige del af landet en kinesisk provins med navnet Annam og den kinesiske besættelse varer frem til 939. Kun afløst af enkelte episoder med opstande, som de to Trungsøstre Trung Trac og Trung Nhi, hvis opstand i 40-43 har gjort dem til udødelige historiske vietnamesiske heltinder.
Endnu et stort tema præsenteres, Kina bliver, trods det at landet er en stor kulturformidler, hovedfjende, som der viser det sig, kan indgås økonomiske alliancer med. Frygten og beundringen for landet har fulgt Vietnam siden.
939-965:
Når muligheden er der, skal man slå til og det gjorde vietnameserne efter opgøret i 938. Ngo Quyen hed han, generalen som slog de kinesiske tropper og efterfølgende skaber det første vietnamesiske dynasti og kaldet landet Dai Viet.
Endnu en gang er glæden og regeringstiden kort. Efter få år dør Ngo Quyen og landet kastes ud i en mangeårig urolig periode med opgør blandt feudale fyrstedømmer, opgør som vindes af Dinh Bo Linh.
968-980:
Med Dinh Bo Linh bliver landet forenet under navnet Dai Co Viet og han antager titlen ”Den Første Ophøjede Konge fra Dinh-familien.” og flere markante beslutninger bliver truffet. I erkendelse af den kinesiske militære magt indgår han en ikke angrebspagt mod betaling med jævne mellemrum. En beslutning som får betydning langt ind i fremtiden. Desuden etablerer han et hof, et civilt og militært hierarki med en organiseret hær, - og så bliver han myrdet.
980-1009:
En ny general, Le Hoan, træder ind på scenen, afsætter en mindreårig arving til tronen og udnævner sig selv til konge med navnet Le Dai Hanh og hovedstaden bliver i Hoa Lu i det kuperede kalkstensområde syd for den nuværende og, skulle det vise sig, dengang kommende hovedstad Hanoi. Le Dai Hanh regerer i godt og vel 24 år og hans felttog mod og erobringer af dele af Chamapariget i syd, fører til at det hinduistiske Champarige præger den vietnamesiske kultur.
1010-1225:
Afløserne regerer i de næste mere end to hundrede år. Den ubestridte stjerne er Ly Cong Uan, som under navnet Ly Thai To, flytter hovedstaden fra Hoa Lu, til det vi nu kender som Hanoi. I en drøm ser han en drage stige op fra det område hvor byen nu er og ser det som et tegn til at flytte hovedstad og befolkning. Sådan bliver det og han opkalder byen efter dragen. Ikke Hanoi, men Thang Long, Den Opadstigende Drage`s by i år 1010. Styret i denne periode kendes som Ly-dynastiet og en af kongerne Ly Thanh Ton giver i 1054 landet sit gamle navn Dai Viet tilbage. Ud over at udvikle administrationen, er det af stor betydning for den senere historie, at buddhismen blomstrer under styret.
1225-1400:
Næste dynasti kaldet Tran-dynastiet efter Tran Canh i hvis regeringsperiode de næste ca. 175 år, der finder helt grundlæggende begivenheder sted. Buddhismens betydning fortsætter men svækkes, medens folkelige skikke især får mere og mere betydning. På slagmarken går krigsherren Tran Hung Dao over i historien da han lammetæver mongolerne på floden Bach Dang. De første store og afgørende begivenheder i den begyndende vandring syd på, indfinder sig også da den unge prinsesse og kongens søster Huyen Tran gifter sig med en Champa-konge i 1307. Ikke alene giver ægteskabet adgang til nyt land i området omkring den nuværende by Hue i det centrale del af landet, ægteskabet skaber også fred.
1400-1407:
Tran-dynastiet afløses af Ho-dynastiet som fremstod svækket i de få år dynastiet eksisterede. Kineserne udnytter, naturligvis kan man fristes til at sige, situationen og besætter landet kortvarigt og brutalt. Vietnamesiske kulturværdier fjernes og kinesiske værdier og adfærd indføres.
1407-1524:
Den vietnamesiske reaktion er lige så konsekvent. Le Loi hedder han, manden som samler en modstandshær og benytter en strategi og guerillakrig, som senere skal vise sig at blive berømt og effektiv i nyere tids sidste store krige i Vietnam. Stram disciplin, overraskelsesangreb og ingen konfrontationer med fjenden i åbne slag. Le Loi bliver senere konge under navnet Le Thai To i Le-dynastiet og giver landet sit gamle navn Dai Viet tilbage. Han og efterfølgeres hære udmærker sig ved at deltage i udvikle landbrug og landbrugsområder, bla. på deres vej mod syd hvor de undervejs både slår Champa-hæren og inddrager Champa-land i riget. De sidste år af Le-dynastiet er præget af langsomt forfald, som giver mulighed for, at andre kan række ud efter magten. Det gør de så.
1539-1787/1558-1778:
Konsekvensen er at landet deles i to fyrstedømmer med Trinh-fyrsterne i Hanoi i nord og Ngyen-fyrsterne i Hue i det centrale og sydlige Vietnam. Interne opgør de to fyrstedømmer imellem og opstande med Mac-dynastiet og Tay Son brødrene fører til dannelsen af det sidste store dynasti og kongedømme: Nguyen-dynastiet.
Inden det dynasti kommer til verden, skal flere magtkampe og oprør afvikles og flettes ind i den sidste store dynastifortælling.
1778-1802:
Tay Son brødrene var ikke et dynasti i traditionel forstand, men tre brødre opkaldt efter området de kom fra. Nguyen Hue, Nguyen Nhac og Nuyen Lu hed de, som starter et folkeligt oprør mod feudalstyret kendt som Tay Son oprøret. I et lokalt oprør som udvikler sig til en national bevægelse, overvinder de andre dynastier og fyrstedømmer og får indflydelse i alle tre dele af det daværende Vietnam. Opstanden er kort og uden lykkelig slutning for brødrene. I 1892-93 taber Tay Son magten til den kommende konge Gia Long.
1802-1945:
Den sidste fyrste Nguyen Anh tager, med fransk økonomisk og militærhjælp, det sidste opgør med det folkelige oprør i det afgørende historiske Tay Son-slag. Under navnet Gia Long udråber han sig selv til konge i 1802 og dynastiet bliver kongehus frem til 1945.
Med Gia Long som konge finder den lange rejse frem, mod at landet får sit endelige navn Viet Nam (næsten) sin afslutning.
Respekten for kineserne er stadig udtalt og han sender derfor en embedsmand til Kina for at få det nye navn Nam Vietgodkendt. Det nye foreslåede navn minder om et af de gamle navne for landet, kejseren beslutter derfor at landets nye navn, skal være Viet Nam, folket eller vieterne i syd, - syd for Kina.
Da Gia Long dør i 1819 overtager hans fjerde søn under kongenavnet Minh Mang, markant antivestlig, tronen og omdøber igen landet, - nu til Dai Nam, selv om Viet Nam stadig bliver brugt sideløbende i forskellige sammenhænge.
1858-1954:
Under det franske kolonistyre blev det sydlige Vietnam kaldt Cochin Chine, det centrale Vietnam for Annam og det nordlige Vietnam for Tonkin.
September 1945 får Vietnam endeligt det officielle navn, men med variationer. Landet kastes ud i to store Indokinakrige, som også skaber navne, blot ikke for et samlet land. Blandt andet fordi landet deles i et Nordvietnam og et Sydvietnam i 1954.
1945-1975:
Den Demokratiske Republik Vietnam – Nordvietnam. Efter afslutningen af 2. Verdenskrig erklærer Ho Chi Minh frihed og uafhængighed fra Fransk Indokina og erstatter Nguyen-dynastiet med Den Demokratiske Republik Vietnam.
1945-1955:
State of Vietnam – Sydvietnam. Regering under det franske styre med Bao Dai den trettende og sidste af Nguyen-dynastiets regenter som statsoverhoved. Anså sig for at regere hele Vietnam, men i virkeligheden kun Sydvietnam.
1955-1976:
Republikken Vietnam – Sydvietnam. Godkendt af USA og 87 andre lande og med Ngo Dinh Diem, som første præsident, efter han havde været premierminister i State of Vietnam.
1976-
Den Socialistiske Republik Vietnam er det fulde officielle navn på Vietnam efter samlingen og den officielle genforening i juli 1976. Fra slutningen af 1980erne træffer den vietnamesiske regering væsentlige beslutninger med vidtrækkende konsekvenser ud i fremtiden. Åbner landet mod den internationale verden og gennemfører grundlæggende økonomiske, sociale og politiske reformer.
”The future depends on what we do in the present.”
Citat: Mahatma Gandhi
Ser man på det rent teknisk sproglige i landenavne, taler forskere om et endonym, som er det navn landet selv anvender og et eksonym, er det navn der anvendes i et andet land under hensyntagen til landets sprogsystem. Viet Nam, delt i to ord, er altså et endonym og eksonym med det samlede ord Vietnam bliver mere og mere anvendt.




Comments