Xich Lo - den trehjulede cykel

Det er noget af det første, man lægger mærke til i den intense trafik i det gamle kvarter i hovedstaden Hanoi. Den trehjulede cykel med en lille baldakin over passagersædet og en mand der, siddende bagerst på det lille køretøj, ihærdigt tramper i pedalerne og kæmper sig vej i havet af motoriserede køretøjer.

Det er helt naturligt, at man som gæst i Vietnam tror at den trehjulede cykel, kaldet cyclo, er af vietnamesisk eller asiatisk oprindelse, om ikke andet så fordi den på mange måder minder om den kinesiske rick shaw med to hjul og trukket af en mand.

Lidt er der om snakken. Den tohjulede rickshaw trillede rundt i gaderne i Vietnam inden den trehjulede cyclo så dagens lys under det franske kolonistyre. French Public Works Ministry fandt kørsel i rickshaw for umenneskelig, for den der skulle trække den og iværksatte derfor i begyndelsen af 1930erne et udviklingsarbejde af den trehjulede afløser, ikke i Vietnam, men hjemme i Paris.

Pierre Coupeaud, franskmand bosat i Phnom Phen i Cambodia siden 1920erne, udviklede sin egen udgave og bragte den til Cambodia, hvor han, smart nok, havde sit cykelfirma Etablissement Pierre Coupeaud et Cie i netop Phnom Phen.

Cyklen blev også forsøgt indført i Saigon i Vietnam, men fik ikke gang, eller snarere kørsel, på den lokale asfalt og blev konsekvent afvist af de lokale myndigheder som værende alt for revolutionerende.

Så gik der Tour de France i sagen. Cyklen skulle markedsføres og ideen sælges i nabolandet, så for at vise cykloens overlegenhed over for den lokale rickshaw, blev to mand sendt afsted på den 240 km lange tur fra Phnom Phen til Saigon 9 februar 1936. Ledsaget af en bil der tog tid på kørslen, blev turen gennemført i løbet af 17 timer og 20 minutters uafbrudt kørsel, klart hurtigere end nogen rickshaw så meget som kunne drømme om at gøre det.

Det overbeviste selv den mest hårdnakkede modstander og borgmester og myndigheder i Saigon fik ret i at cycloen ville være en revolution. På noget nær ingen tid overtog den pladsen på asfalt og anden vejbelægning. De første 20 eksemplarer blev hurtigt til flere og blot få år senere, var stort set alle byens rickshaw udskiftet med en cyclo.

Franskmændene forlod landet i 1954, men cycloen forblev i gaderne. Den havde mere eller mindre vundet befolkningen med sine mange anvendelsesmuligheder som transportmiddel af flere personer på en gang og ikke mindst varer på en og samme tid og så var man skærmet mod vind og vejr under kørslen. Desuden var den billig at bruge, især da franskmændene forlod landet og lokale producenter og udbydere overtog markedet og gjorde det billigere både at anskaffe og bruge den. Egentlig cykeltaxafirmaer opstod, lige som nogle arbejdede individuelt på samme måde som nutidens motorcykeltaxaer og blev dermed et billigt alternativ til anskaffelse af en cykel.

I 1990erne og ind i begyndelsen af 2000tallet øgedes velstanden i Vietnam og langt de fleste fik råd til en motobike eller benytte en motorcykeltaxa. I løbet af kun 10 år fra 1994-2004 gik landet fra ca. 500.000 registrerede motobike til 14 millioner!

Det blev begyndelsen til enden for cycloen som folkeligt transportmiddel, tilbage var mere eller mindre kun kørsel med varer. Som om det ikke var nok, blev de også forfulgt at både politi og nye og tidligere, men nu motoriserede, kunder, fordi cykloerne kørte langsomt og optog uhensigtsmæssigt meget plads, i de samme gader og stræder der tidligere var deres, nu blot fyldt op med motobikes, biler, lastbiler og busser.

Med den stigende velstand i landet kom der også nye og flere muligheder jobmuligheder, som let lokkede en hårdtarbejdende cyklomand væk fra saddel, pedaler og regnvejr og over i andet bedre og mindre nedslidende arbejde.

På redningskransen der blev kastet ud til cycloen i det oprørte hav af motordrevne køretøjer,

stod der skrevet ”turister” med store bogstaver. Turismen har været med til at bevare cycloen, omend i stærkt reduceret mængde, især på store turistdestinationer som Det Gamle Kvarter i hovestaden Hanoi, i den gamle kongeby Hue, i den gamle silke- og handelsby Hoi An og i metropolen Saigon.

Tager man en tur med cyclo i hver af byerne, og det bør man gøre, både for oplevelsens skyld, men også fordi man kan medvirke til, at den bliver bevaret for fremtiden. Ja så vil man se og mærke forskellighederne på cycloerne, fra de helt enkle og på kanten til simple cycloer i nord, til de mere moderne, strømlinede og nærmest luksuøse udgaver i midt og syd, vel at mærke strømlinede for både kunde og kører. En joke siger, at i syd sidder saddel og kører højere end i nord, for at kunne matche de høje priser på en tur.

Vil man opleve cycloen i en mere rustik udgave og i et miljø, hvor den stadig løser sin sidste folkelige opgave, altså transport af både varer og mennesker, men især varer, ja så skal man vende ryggen til turiststrømmen og opsøge de mere lokale kvarterer, især omkring lokale markeder og fiskerihavne med åbne fiskemarkeder i Midt- og Sydvietnam. Her benyttes den originale cyclo stadig til at hente og bringe varer og det er stadig muligt at se rækker af cycloer linet op, som taxaer på holdepladser, og vente på kunder og opgaver.

Cyclo er stadig det mest anvendte navn for det trehjulede køretøj og ses ofte stavet som cyc lo, på samme måde som det vietnamesiske navn xich lo, men oprindeligt kaldte franskmændene cyklen for velo pousse.