top of page

Zodiac - dyrenes cirkel

  • Writer: Torben Folkmann
    Torben Folkmann
  • Mar 23, 2021
  • 4 min read

Updated: Apr 9, 2021


I år 46 gennemførte Julius Cæsar en kalenderreform og var så beskeden at opkalde den efter sig selv, - den julianske kalender. Ikke fordi det var Julius selv der udtænkte kalenderen, det gjorde hans astronomiske rådgiver egypteren Sosigenes. Hans opgave blev at justere den daværende kalender på 12 måneder, så den kom så tæt på et solår som muligt, det gik for så vidt fint, men over tid viste den sig at gøre året alt for langt.


Så kom kirken på banen, den julianske kalender udløste flere og flere udfordringer. Noget måtte ske og det gjorde der så i det herrens år 1582. Pave Gregor XIII iværksatte det arbejde, som skulle udmønte sig i den kalender, som blev opkaldt efter, - ham selv: Den gregorianske kalender som blev indført i de romersk-katolske lande samme år, de fleste andre katolske fulgte trop de følgende år.


I de fleste protestantiske lande fortsatte anvendelsen af den julianske kalender ind i 1700tallet. I Danmark-Norge blev den afløst af den gregorianske i 1700. For at få den nye kalender til at passe måtte man springe flere dage over, derfor findes perioden 18/2-1/3-1700 simpelthen ikke i Danmarkshistorien.


Det er jo noget af en fortælling med solen i hovedrollen.


Vietnam og flere andre lande i Asien har også deres fortælling, ja faktisk to, anvender både solkalenderen og lunisolar-kalenderen, den sidste historisk baseret på den kinesiske kalender og på både solens og månens omløb.


Kalendere i Vietnam er fortællinger ret så komplekse fordi en stribe af kalendere har været i brug siden uafhængigheden i 938 fra den kinesiske dominans. På trods af frigørelsen fra kineserne var de efterfølgende kalendere inspireret af den store nabos kalendere.


Ifølge den historiske tekst ”Dai Viet su luoc” blev der allerede i 1029 etableret astrologiske faciliteter i den daværende hovedstad Thang Long.


Under skiftende regenter kom, som stjerneskud på nattehimmelen, forskellige kalendere i en lind strøm med korte intervaller og i korte perioder og ikke mindst under forskellige navne. Kilder peger på 1324 som året hvor kalenderen Thu Tuoi introduceres af det kinesiske Yan Dynasti og så går det ellers løs, den ene kalender afløser den anden: Hiep Ky, Thuan Thien, Datong, Hiep Ky-Shixian og endeligt Hiep Ky, den sidtse for at vise forskellene mellem Vietnam og Kina. Under det franske kolonistyre introduceres den Gregorianske kalender, medens Hiep Ky stadig blev anvendt af hoffet i Hue.


Den Gregorianske kalender bliver officiel i 1954 de administrative kontorer i Vietnam og i 1967 udsteder den nordvietnamesiske regering et dekret, som siger at kalenderen, er den eneste officielle kalender og at lunisolar-kalenderen udelukkende skal anvendes ved højtider. Et dekret der kommer til at gælde for det samlede land efter krigens afslutning i 1975.


Utallige oplevelser i Vietnam er knyttet til lunisolar-kalenderen og den vietnamesiske zodiac. Især til de traditionelle begivenheder som indgåelse af ægteskab, børneplanlægning, begravelser, i karrieren, åbning af butik eller virksomhed, flettet ind folketro, tro og overtro, spirituelle liv, kulturliv, familieliv, de store begivenheder som det vietnamesiske nytår, festivaler etc. Det er her lunisolar-kalenderen har sin primære funktion. I hverdagen og dagliglivet og samarbejdet med omverdenen anvender Vietnam solkalenderen, men langt de fleste kalendere i Vietnam viser datoen for både måne- og solkalender.

”We need not feel ashamed of flirting with the zodiac. The zodiac is well worth flirting with,”

Citat: D.H. Lawrence


Lunisolarkalenderen er inddelt i en cyklus på 12 år, 12 måneder, 12 daglige to-timers perioder og en zodiac med 12 dyr i en fast rækkefølge, gentaget hvert 12 år.


Rotte - Bøffel/okse – Tiger – Kat – Drage - Slange - Hest – Ged - Abe - Hanekylling – Hund – Gris.


De 12 dyr inddelt i tre kategorier og knyttet til de fem elementer:


Kategorier:

Mytisk dyr: Drage


Vilde dyr: Rotte, tiger, slange og abe


Tæmmede dyr: Bøffel/okse, kat, hest, ged, hanekylling, hund og gris.


Elementer:

Vand: Rotte og gris


Ild: Slange og hest


Træ: Tiger og kat


Metal: Abe og hanekylling


Jord: Drage, bøffel/okse, ged og hund


”We are born at a given moment, in a given place, like vintage years of wine, we have the qualities of the year and of the season of which we are born. Astrology does not lay claim to anything more.”


I Vietnam adskiller zodiacen sig fra andre asiatiske lande: Eksempelvis er fjerde dyr kat i Vietnam, kanin i andre lande og ottende dyr er ged, hvor det er får i andre lande.


Hvert tegn er naturligvis, i symbolform, knyttet til dyrets karakteristika og det enkelte menneske og dets forhold til sig selv og omverdenen. På mange måder som vi kender det fra den vesterlandske astrologi og stjernetegn.


Rækkefølgen af dyr har sin helt egen legende i flere forskellige udgaver:


Jadekongen ønskede at organisere tiden og afviklede derfor et væddeløb med deltagelse af dyr, som undervejs skulle passere en flod og de tolv første der krydsede den og ankom til ham ville udgøre zodiacen.


Undervejs til floden mødte rotten en lille gruppe af de andre dyr: hesten, bøflen/oksen og tigeren og bad dem om hjælp. Tigeren, og hesten afslog, men den godmodige bøffel/okse tilbød sin hjælp og lod rotten sidde på sin ryg, medens den svømmede over floden. Vel ovre på den modsatte bred sprang rotten i land og ankom som den første efterfulgt af bøflen og tigeren på tredjepladsen. Katten, alt for lille til det strømmende vand, kom over ved at springe fra sten til sten og blev altså nr. fire.


Til stor forundring kom dragen først ind på femtepladsen, - af den smukke grund den havde brugt tid på at hjælpe andre dyr. Hesten kom, som det kraftfulde dyr det er, til gengæld let igennem det strømmende vand, men lige inden flodbredden blev den skræmt af slangen, som så overtog sjettepladsen med hesten nu som syv.


Geden, aben og hanekyllingen kom i fællesskab over på en tømmerflåde og vel ankommet til den modsatte bred besluttede abe og hanekylling at geden, pga. af dens venlighed, skulle have ottende pladsen efterfulgt af aben og hanekyllingen på de næste pladser.


Hunden, som jo ellers er en god svømmer, kom ind på elvtepladsen, fordi den brugte alt for meget tid på at lege i vandet og grisen endte på tolvtepladsen, fordi den som en anden livsnyder både ville spise og sove, inden den svømmede over.


Sådan gik det til, sådan har det været lige siden og vil utvivlsomt være det frem over i vietnamesernes smukke spirituelle liv.


Comments


Commenting on this post isn't available anymore. Contact the site owner for more info.
  • Facebook
  • Instagram
  • LinkedIn
bottom of page